Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Modeuge, SHOWANMELDELSE

Simpelt, sofistikeret, anvendeligt: Little Liffner kender sin forbruger

Det anderkendte Stockholmbaserede taskebrand Little Liffner tog for første gang turen til Copenhagen Fashion Week og præsenterede en raffineret SS20 kollektion.
Det anderkendte Stockholmbaserede taskebrand Little Liffner tog for første gang turen til Copenhagen Fashion Week og præsenterede en raffineret SS20 kollektion.

Little Liffner, Dronningens Tværgade 50, onsdag den 7. august 2019, klokken 17.30

Little Liffner har været svær at undgå på de sociale medier det seneste år, hvor deres fine tasker skødesløst hænger på armene af en række skandinaviske influencere.

Det svenske taskebrand har langsomt opbygget et brand som tilbyder luksuriøse tasker til en overkommelig pris, hvilket tiltrækker en bred målgruppe og har givet brandet succes blandt stilbevidste kvinder, som vil have enkle design. Designeren og grundlæggeren af brandet, Paulina Liffner Von Sydow, har mange års erfaring indenfor branchen, hvor hun blandt andet har arbejdet indenfor mode-PR, hvilket har været fordelagtigt siden lanceringen af brandet i 2012 til nu, hvor Little Liffner har fået en loyal fanskare og anerkendelse i den svenske modeverden. Kåret som årets Accessory Designer 2015 af ELLE Sverige og nomineret til det svenske Guldknappen 2016, har Paulina Liffner Von Sydows arbejde båret frugt.

Little Liffner kombinerer skandinavisk funktionalitet med italiensk håndværk og har fundet den gyldne middelvej mellem luksus og anvendelighed. I et forsøg på at ramme den travle kvinde som bevæger sig i forskellige verdner, har brandet designet tasker til enhver lejlighed.

En chik, men rummelig totebag i brunt kalveskind udsmykket med små åleskindstasker i brændt orange og grøn, som passende kan indeholde en læbestift og måske lige akkurat et mastercard til shoppeturen. En kvadratisk, lille håndtaske i hvidt kalveskind med snoede håndtag til en bytur med cocktails og dans, eller en luksuriøs nettaske i lysebrunt læder til en tur på stranden.

Little Liffner rammer ret rent ind hos den kvinde som kræver funktionalitet og stil af sin taske på en og samme tid – og hvem er ikke det. Brandets ambitioner er høje, men der stadig et stykke vej til international anerkendelse og terrænvinding  af et marked, hvor der virkelig er kamp om pladsen som kvindernes foretrukne arm candy.

Se hele kollektionen her.