Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Modeuge, SHOWANMELDELSE

Københavnerbrandet var taget i sommerhus

Soulland viste både diversitet og sin trofaste kærlighed til København med sin SS20-kollektion, der også – endelig – viste brandets første fulde damekollektion.
Soulland viste både diversitet og sin trofaste kærlighed til København med sin SS20-kollektion, der også – endelig – viste brandets første fulde damekollektion.

Soulland, Frederiksberg Allé, onsdag den 7. august 2019, klokken 16.00

Det var med stor forventning, da Soulland med deres SS20 show endelig kunne præsentere deres første bud på en hel kvindekollektion. Med den nyligt ansatte Head of Womenswear, Mathilde Maalouf, der er uddannet på Designskolen Kolding og tidligere har arbejdet hos både COS og Wood Wood, præsenterede grundlægger Silas Adler en vigtig og længe ventet udbygning af sit designunivers, der i snart to årtier har defineret sig som et af Danmarks vigtigste.

På sæsonens måske bedste location – Sankt Thomas Plads på Frederiksberg – og med et imponerende cast, der inkluderede lokale industrihelte som stylist, Rikke Wackerhausen, forfatter Martin Kongstad og designer Bettina Bakdal, udfoldede SS20-kollektionen sig som en lang og roséfyldt dansk sommernat i sommerhuset. Folkelige danske popsange komplimenterede mintfarvede skjorter, løse silkepyjamaser og lange unisex kjortler. Pyjamassilhuetten er efterhånden kørt helt ud af samtlige københavnske modebrands, men Soulland er heldigvis så gode til print, at det stadig var friskt at se på.

Højdepunktet var en række sommerlige bukser og skjorter i gul og orange patchwork til begge køn, samt en enkel, stribet damestrik, hvor der virkelig var kælet for konstruktionsdetaljerne. Der var især en rigtig fin tråd mellem herre og dame overtøj, men der var flere kvindelooks der sprang ud set  sammenhæng med resten af kollektionen. Maalouf præsenterede til kvinderne en række badedragter, ternede sommersæt og brede printede shorts – looks, der absolut ikke var dårlige, men heller ikke ramte den afslappede, men stilrene gadeattitude, som brandet er kendt for (nok også grundet minimal showstyling, der forhindrede yderligere historiefortælling).

Soulland gjorde sit indtog i Danmarks herregarderobe i en helt anden tidsalder, og har siden da udviklet sig med den – og brandet står nu for den noget sværere opgave at ramme kvindemoden anno 2020 (og 21, 22…). Der var flere excellente bud i SS20, men linjen kan godt defineres endnu klarere i forhold til andre gadevenlige kvindebrands i byen.

Se hele kollektionen her.