Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Modeuge, SHOWANMELDELSE

Cool boho hæver sig over bløde cashmere-tørklæder

Kvinden bag Lala Berlin, Leyla Piedayesh, har midt i sine overdådige mønstermiks og plirrende pailletter en vision om ikke konstant at pushe 'det nye', som sympatisk viser sig i en fastholden i de designs, der virker.
Kvinden bag Lala Berlin, Leyla Piedayesh, har midt i sine overdådige mønstermiks og plirrende pailletter en vision om ikke konstant at pushe 'det nye', som sympatisk viser sig i en fastholden i de designs, der virker.

Lala Berlin, Marmorbroen, torsdag den 8. august 2019, klokken 13.00

“Let’s keep it simple,” siger Leyla Piedayesh, designer og indehaver af det tyske trendmærke, Lala Berlin. Hun har foretrukket at koncentrere sig om den succes, hun har i Tyskland og Skandinavien, hvor hun har flagship stores i Berlin, hvor hun bor, og i København – sidstnævnte ejet af Leyla Piedayeshs førsteassistent.

Forbindelsen til og pleje af kunderne er vigtigst for brandets indehaver, inden hun overvejer at gå mere globalt med sit design. Samtidig føler hun, at det er i tiden ikke altid at skulle præsentere nyt, nyt, nyt. Hellere appellere til at have noget i sin garderobe, man kan lide og beholde. Derfor holder hun også nu af at gentage designs, der stadig holder, er rigtige og er populære. En holdning der er helt i tråd med den bæredygtige tidsånd, som hun deler med mange andre designere.

For 30 år siden ankom Leyla Piedayesh med sine forældre fra Iran. Siden 2004 har hun været med til at forme den berlinske modescene med sit brand, der spejler hendes baggrund – stærke, mættede farver, spændende, smukke mønstre, der også tiltaler internationale personligheder, der er fans af Lala Berlin, som blandt andre Claudia Schiffer, Cameron Diaz, Natalie Portman, Jessica Alba og Heidi Klum.

SS20-kollektionen, der vistes langs Christiansborgs ridebane, stråler i skønne kulører. Et mønster af bittesmå prikker og sart pastellede små blomster er kønt sammensat i store firkanter på lækker silke. Anvendt som bukser med lommer – plus combat lommer på benene – og nærmest flyvende lange frakker båret over bukser og kjoler. Det smukke mønster, som Leyla Piedayesh fandt i en second hand-butik i Tyskland, har hun har arbejdet med, forstørret og forandret ved at kombinere prikker med blomster mikset til et mønster, hun kalder Lala Island.  Hun prøver altid at blande kulturer, ændre farver og figurer i en farvepalet, der blender ind i hinanden. Her er orange, gult, nougat og næste sommers sikre hitkulør, syren, der blandt andet lyser i et fint jakkesæt. Slangemønster i stærk rød danser i en kort etage-chiffon-flæsenederdel, og syren/kakao tern på hvid bund ser godt ud til uldjakke og -bukser, og det samme gør en sort partyjakke besat med runde sølvmetalpailletter, svingende i sølvtråde – et element, der i øvrigt gik igen i løbet af kollektionen.

De mange mønstermiks er meget flotte, især i lange A-kjoler i flere lag ofte yderligere tilsat partisanmønster og østerlandske islæt af store sølvpailletter. De hænger også fra ører og hals – originale Alama Masai-smykker håndlavede i Afrika – det perfekte tilbehør til Lala Berlins farveorgie.

Se hele kollektionen her.