Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Modeuge, SHOWANMELDELSE

Til i dag, i morgen, for evigt

Sigurd Bank gjorde det, han er bedst til. Han viste os tøj, man vil gå med og passe på, og han gjorde det med sikker hånd og en genkendelig æstetik.
Sigurd Bank gjorde det, han er bedst til. Han viste os tøj, man vil gå med og passe på, og han gjorde det med sikker hånd og en genkendelig æstetik.

Mfpen, Lille Strandstræde 14 1. sal, onsdag den 7. august 2019, klokken 10.00

Sigurd Bank laver tøj. Så enkelt kan det siges. Mfpen er tøj, som man vil gå med i dag, i morgen, ja, faktisk indtil det går i stykker. Men der går lang tid, før det sker, for kvaliteten er helt sublim, ved man, når man har haft det mellem hænderne. Samtidig er der kælet for de små detaljer og især for mønsterkonstruktionen, der med sin perfekte rummelighed trækker udtrykket fra det pæne og dressed til gadebilledet. Men uden at blive hverken street eller sporty.

Den hverdagslige minimalismepoesi, som Sigurd Bank skaber, var den lyse og luftige lejlighed i Nyhavn – et helt ryddet Agency V-kontor – også med til at understrege. For tøjet er til dig og til mig og vores levede, levende liv midt i hverdagen.

Nedad catwalken på et blandet line-up af kvinder og mænd, i øvrigt uden nogen make-up og stylet af Sigurd Bank selv, så vi vores bedste par bukser, vores bedste skjorte, vores bedste frakke i afdæmpede farver. Det er i hvert fald dét, som Sigurd Bank efterstræber i sit designvirke, der vil overforbruget til livs og tilbage til en virkelighed, hvor vi sætter pris på få ting, der så til gengæld virkelig betyder noget for os. Det kan derfor være svært at pege på højdepunkter i en kollektion, der brillerede i sin underspillede elegance og en æstetik, der er under en konstant og rolig udvikling. Mfpen er slow fashion i betegnelsens allerbedste forstand.

Dog stod flere af kvindesilhuetterne positivt ud. Især et look båret af model Clara Thorndahl iført et par skarpt skårede, blålige bukser med cargo-detaljer og en halvåben stribet skjorte, med den ene halvdel nede i bukserne og den anden løst hængende, fortsatte Sigurd Banks nedtonede historiefortælling. Ovenpå bar hun en strømlinet, croppet blouson i et deadstock-materiale i brune tern, der er så nem at bruge, at alle burde eje én.

Men også nogle helt nye strikvarianter var med til at skubbe til den æstetik, som Sigurd Bank eksekverer så sikkert, og som har givet et asiatisk gennembrud (måske var Margielas ikoniske Tabi-sko, som flere modeller bar, et lille asiatisk hint, ellers var det blot endnu en skoklassiker som de Converse og Solovair, som modellerne også bar). Der var de helt klassiske bomuldsstrik med crewneck i grå og lilla, som kan gå direkte ind i garderoben hos de fleste, men også en overdådig håndstrik i cremefarve, bundet løst over skulderen på én af modellerne, båret med et par grå, løse bukser med læg, som nærmest svævede hen over catwalken.

Mfpen og Sigurd Bank rammer rent. Lige dér, hvor størstedelen af os befinder os bedst, og hvor Mfpens velkomponerede og -kuraterede garderobe kan være vores hverdagsrustning. Hvad enten man er til et helt suit (som i øvrigt også er helt fantastiske) eller man går for et par bukser med læg og en skjorte. Det danske gennembrud er på trapperne.

Se hele kollektionen her.