Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK SS20, Indland

Nye på kalenderen: Custommade

Selvom Custommade har mere end 15 år på bagen, så er 2019 første år på kalenderen til Copenhagen Fashion Week. Vi har talt med dem om tankerne bag debuten.
Selvom Custommade har mere end 15 år på bagen, så er 2019 første år på kalenderen til Copenhagen Fashion Week. Vi har talt med dem om tankerne bag debuten.

Custommade har eksisteret siden 2002 og på den tid etableret sig på i alt 25 markeder. Successen er størst i Skandinavien, men ambitionerne peger også mod udlandet. Da mærket i marts rykkede sine internationale PR-aktiviteter ind under eget tag med ansættelsen af Therese Hellström som Global Head of PR, var det da også med målsætningen om at brede kendskabet til Custommade ud over de skandinaviske grænser. Et af de første træk mod den internationale succes er at for første gang at tilslutte sig den københavnske modeuge med en præsentation. Men hvorfor passer satsningen netop nu, og hvad håber brandet at få ud af den?

Vi har talt med Custommades stifter og kreative direktør, Christian Dam, om tankerne bag debuten og den nye Custommade-pige, som ser dagens lys under modeugen.

Hvorfor har I ønsket en plads på modeugens kalender denne sæson?
“Vi lancerede en ny strategi i foråret, som skulle være med til at styrke vores brand-DNA, hvor vi ansatte Therese Hellström som vores nye International PR & Marketing-ansvarlige. Det område er essentielt i at drive og udvikle forretningen i forhold til den nye strategi. Vi ønsker at tage Custommade i en ny og mere international retning, og til dette er det nødvendigt at holde show under modeugen, følte vi. Copenhagen Fashion Week har opnået en god position internationalt, så du er nødt til at være her, hvis du vil vokse som brand. De får de rigtige pressefolk og indkøbere til København, og dem ser vi frem til at invitere til vores præsentation, hvor den vi viser den nye retning.”

Hvad er det en præsentation kan gøre for jer?
“Igennem en præsentation har vi mulighed for at iscenesætte en historie og levendegøre en stemning omkring brandet, som jeg mener, er meget vigtig for vores brandværdi. Vi forsøger at skabe en unik atmosfære. Vi kommer til at være på en smuk location, hvor vi kan vise den nye pige, som er formet af dansk mode, men inspireret af Italien og Frankrig. Og det prøver vi at implementere i showet også. Vi vil invitere folk ind i en helt ny Custommade-verden.”

Hvem er den nye pige, I designer til?
“Med vores nye strategi har vi ændret lidt på hende, vi prøver at ramme. Vi kalder stilen for ’fashion for the Magnifique Chic’. Vi går efter en pige, der holder sig opdateret på moden, og som er inspireret af det franske og det italienske – både i forhold til mode og livsstil. Derfor er modellerne også rigtig vigtige for os. De skal være mere end bare traditionelle modeller. De skal mærke og spille med på produktionen, så konceptet skinner igennem. Så det er vigtigt, at de kan relatere til det, vi prøver at opbygge.”

Hvem har I arbejdet sammen med i forhold til produktionen af præsentationen?
“Vi har indgået et samarbejde med Femmes Régionales om produktionen og med det New York-baserede brand Redken, som skal stå for hår. Da vi gik i gang med samtalerne med Femmes Régionales, kunne vi mærke en connection med det samme. De deler vores franske inspiration og livsstil.”

Hvad er ambitionerne med præsentationen?
“Vi har som sagt arbejdet målrettet det sidste år på at styrke vores brand-DNA, og det har blandt andet også været gennem vores design- og produktoptimering. Derfor er det vigtigt for mig at synliggøre det niveau, vi arbejder med. Vi satser i langt højere grad på international marketing. Copenhagen Fashion Week er en rigtig god platform for os at starte med, da vi kan blive set og anerkendt som et designbrand af høj kvalitet af udenlandske indkøbere, presse og influencers.”

Custommades præsentation afholdes onsdag den 7. august i tidsrummet mellem 15.30 og 17.30.

Christian Dam.