Munthe fejrer 25-års jubilæum med forbrugershow under Copenhagen Fashion Week
Modeugen skal ikke kun være for branchen, hvis det står til Munthe, der i anledning af sit 25-års jubilæum åbner dørene for forbrugerne.De seneste to sæsoner har Boozt.com og Copenhagen Fashion Week åbnet modeugen op for forbrugerne med stort anlagte, åbne shows, hvor alle kan deltage. Det har været en stor succes med masser af mennesker, spændende optrædener og generel fejring af modens inkluderende potentiale. Og den tendens ser ud til at sprede sig i en ellers lukket branche.
Det betyder, at når Copenhagen Fashion Week løber af stablen om et par uger, så får Naja Munthe travlt. I anledningen af sit 25-års jubilæum inviterer hun nemlig ud over et normalt brancheshow også til et Consumer Celebration Show i samarbejde med Elle, som giver dig muligheden for at sidde på første række.
“Copenhagen Fashion Week har historisk set altid taget udgangspunkt i den interne disciplin, og derfor følte jeg, at jeg denne gang ville give noget tilbage til forbrugerne, som jo i sidste ende er årsagen til, at den danske modescene er nået derhen, hvor den er i dag,” siger Naja Munthe om det åbne show, der sammen med Boozt.com-showet er de eneste under Copenhagen Fashion Week, der vil være ’true to season’, hvilket vil sige, at man vil kunne købe de styles, man oplever på catwalken umiddelbart efter showet.
“Denne gang åbner vi dørene, så alle modeelskere kan få en bid af festen. Jeg er meget stolt af, hvad både Munthe og dansk mode har opnået på 25 år – og lige nu glæder jeg mig til at se alle dem, der kommer til showet.”
Ud over et show vil man også kunne opleve en talk mellem Uffe Buchard og Munthe-ejer Naja Munthe, og så vil søskendebandet Velvet Volume spille op til dans og fejring.
Showet løber af stablen onsdag den 7. august klokken 17.00 på The Plant på Raffinaderivej I København i forlængelse af brandets præsentation af den nye SS20-kollektion samme sted. Du kan læse mere om eventet og købe din billet her.