Nye på kalenderen: Samsøe & Samsøe
Indtil nu har Samsøe & Samsøe holdt show udenfor den officielle kalender, men har i år valgt at støtte op om den danske modeuge. Vi har talt med dem om tankerne bag, og hvad vi kan forvente.Samsøe & Samsøe er et af Danmarks mest veletablerede brands, der for tiden udvider imperiet særligt i Storbritannien, hvor de i starten af juli åbnede butik. Men det betyder ikke, at de ikke også satser på hjemmemarkedet. Også her har de åbnet ny flagshipstore ligesom de for første gang er repræsenteret på den officielle showkalender under Copenhagen Fashion Week. Men hvorfor egentlig? Gennem de sidste fire sæsoner har brandet udviklet det show, der oprindeligt var tiltænkt indkøbere, og som lå udenfor kalenderen med en lang række internationale influencere på gæstelisten – et format, der faktisk har fungeret. Så hvorfor slå sig sammen med andre nu? Vi har talt med Samsøe & Samsøes Head of Global PR, Christian Hansen, om tankerne bag og han giver samtidig en teaser for, hvad vi kan forvente af showet.
Hvorfor har I ønsket en plads på showkalenderen denne sæson?
“Indtil nu har vi holdt halvårlige shows udenfor modeugen og brugt fire sæsoner på at etablere os som showbrand. Nu føler vi, at tiden er moden til, at vi slutter os til den fælles platform som modeugen er – og både bidrager til fællesskabet og nyder godt af det. Det er en stor glæde at opleve den varme velkomst fra hele branchen, som vi har fået, og vi glæder os meget til at se modeugen udfolde sig.”
Hvad vil være det bedste output af jeres show?
“Vi håber selvfølgelig at begejstre alle vores gæster og alle dem, der følger med i pressen og på sociale medier. I sidste ende handler det jo om at give indkøbere og slutforbrugere lyst til at købe tøjet – og motivere resten af branchen til at omtale og eksponere kollektionen og vores brand.”
I har gennem de sidste sæsoner gjort jer bemærkede med ret store shows – hvad kan vi forvente os denne gang?
“Vi er tilhængere af en gennemført produktion uden for meget lir og fikumdik, hvor der primært er fokus på tøjet og kollektionen. Selvfølgelig er det en helhedsoplevelse, hvor hver eneste detalje tæller – men det skal gerne være kollektionen, der fortæller den stærkeste historie. De andre elementer skal blot bakke den op uden at overdøve. Denne sæson er vores kollektion inspireret af dansk modernisme, som den kom til udtryk i design og arkitektur i midten af det 20. århundrede. Derfor har vi valgt den smukke tilbygning på Statens Museum for Kunst som ramme om vores show. Rummet emmer af den nordiske arv efter modernisterne – og det er ganske særligt med det store vue over den grønne park, hvor ude og inde smelter sammen på en typisk nordisk måde.”
Hvad kan du afsløre omkring teamet bag showet?
“Vi har satset stort og hyret en virkelig cool stylist, Stuart Williamson, der er moderedaktør hos Fantastic Man og har stylet shows for blandt andre Fendi. Vi ser meget frem til dette samarbejde og håber, at det kan løfte vores kollektion yderligere. Derudover har vi indgået et godt samarbejde med MAC Cosmetics omkring makeup, hvor vores key artist vil være Rikke Dengsø Jensen, som vi allerede arbejder sammen med på en del projekter. Endelig er det Anja Gildum fra Moon Management, som caster for os. Hun caster også til vores e-commerce og lookbooks og har en virkelig god forståelse af den persona, vi gerne vil etablere for brandet.”
Har I et særligt fokus i forhold til netop castingen?
“Vi forsøger selvfølgelig altid at caste, så det bakker op om vores brand og den målgruppe, vi kommunikerer til. Vi definerer selv målgruppen som ’young urban creatives’. Det betyder i praksis, at vi går efter unge mænd og kvinder med personlighed – og, at vi hylder forskellighed.”
Hvorfor er show-formatet stadig relevant i din optik?
“Når vi iscenesætter og kommunikerer vores kollektioner, findes der intet bedre medie end et show. Der er en helt særlig magi de få øjeblikke et show varer, som ikke kan etableres på ret mange andre måder. Det giver os mulighed for at fortælle en meget præcis historie, hvor en lang række elementer går op i en højere enhed. Derudover er det en oplagt platform til content creation både hos for selv i forhold til backstage, runway og streetstyle, men også for vores gæster, som hjælper os med at sprede budskabet om en ny kollektion.”
Hvad mener du, at Copenhagen Fashion Week kan som platform?
“Der er ingen tvivl om, at Copenhagen Fashion Week bliver styrket for tiden. De to andre modeuger i Skandinavien er på hold, mens Københavns modeuge både vokser i volumen og i kvalitet. Det giver positivt spin off for alle deltagere, når vi løfter i flok. For tiden er der en spændende udvikling med brands fra Norge, Sverige og Tyskland, som vælger København som deres platform sammen med både etablerede brands og unge fremadstormende talenter. Vi oplever selv en stor international interesse omkring vores brand og vores nordiske ophav – den samme interesse kan modeugen afgjort bruge som løftestang til yderligere fremgang.”