Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Ny Samsøe & Samsøe-butik i Købmagergade

Samsøe & Samsøe satser på eksklusiv og interaktiv retailoplevelse

Når dørene til en ny, stor konceptbutik åbner, bliver det som den første i rækken af en national omstrukturering for brandets danske butikker.
Når dørene til en ny, stor konceptbutik åbner, bliver det som den første i rækken af en national omstrukturering for brandets danske butikker.

Samsøe & Samsøe er i rivende udvikling. Sidste år åbnede de således, trods Brexits truende skygge, showroom i London. Senere blev de af spanske GQ kåret som et af de ti vigtigste brands for 2019, og ikke længe efter åbnede de en shop-in-shop i Selfridges. Nu er der så igen nyt fra det danske brand, der blev stiftet tilbage i 1993 og stadig er stærkt kørende – også indenfor landets grænser.

Fredag den 22. marts slår Samsøe & Samsøe dørene op til en nyudviklet konceptbutik på Købmagergade 48 i København. Trods butiksdød og en retail-udfordringer landet over, satser brandet kraftigt på dette område og åbner en 1.000 m2 stor butik med herretøj i stuen og dametøj på førstesalen. De lukker i samme ombæring to af deres multibrand-butikker på samme gade.

Den nye butik vil have en udpræget international stil – med inspiration hentet fra konceptbutikker i Tokyo og New York. Her har man, i samarbejde med arkitekten Morten Hedegaard, satset på en mere unik indretning og større prøverum, og vil lade tøj, bøger og livsstilsprodukter skabe en helhedsoplevelse for forbrugerne. Derudover erstatter en interaktiv konsol de klassiske kasseapparater for at imødekomme den moderne forbrugers ønske om en nem og tilgængelig shoppingoplevelse. Gennem konsollen kan man således ikke kun opleve butikkens brands, men også bestille varer med levering derhjemme.

Ny Samsøe & Samsøe-butik i Købmagergade

Mere eksklusivt brandudvalg

Samsøe & Samsøe opgraderer ikke kun rammerne og kundeoplevelsen. Også brandporteføljen får sig en overhaling. Og en eksklusiv én af slagsen. Mærker i bunden af prisskalaen viger derfor pladsen for en række højtprofilerede brands, der igen skal være med til at understrege den unikke shoppingoplevelse, som Samsøe & Samsøe prøver at skabe.

Brandets egne kollektion og de populære mærker som 66 North, Han Kjøbenhavn, Wood Wood, Acne, Ganni, Holzweiler, Resumé og Stand får følgeskab af Aspesi, Blanche, H20 Fagerholt, Missoni og Rodebjer på kvindesiden, mens mændende får glæde af Saturdays NYC, Séfr, Tonsure og White Mountaineering – foruden Sunnei, der er købt ind til begge køn. Derudover vil butikkens indgangsparti være reserveret som et pop-up-område for up-and-coming brands eller produkter, som løbende bliver udskiftet – blomsterbutikken Tableau lægger blandt andet ud med at skabe en installation til den nye butik.

Samsøe & Samsøe åbner fredag den 22. marts på Købmagergade 48 i København.