Forskere efter Copenhagen Fashion Summit: “Vi skal starte et helt andet sted. Men det er der”

Vi står med et ekstremt komplekst problem. Det er erkendt.

For hvordan skal vi gøre en branche, vores branche, som der helt basalt ikke er brug for, så god, at den ikke gør mere skade på vores klode og befolkning, end der allerede er sket?

Det kan vi ikke. For skulle man til kernen af det svar, skulle vi stoppe med at producere tøj, og det er jo, trods alt, ikke det, der er løsningen. Svaret ligger nærmere i, hvordan der bliver produceret og forbrugt.

For det virker jo absurd, at brands med den ene hånd skriver under på bæredygtighedsmanifests, bruger økologisk bomuld og taler om cirkularitet og med den anden hånd holder enorme lagersalg og sælger ud af deres overproduktioner og fejlslagne designs til spotpriser – og samtidig må vi også velkomme de tiltag, der bliver taget. Eller hvad?

“Vi har brug for en systematisk forandring. Jo bedre de nuværende systemer virker, jo værre bliver vores problemer,” indledte professor ved London College of Fashion og forkvinde for Union of Concerned Researchers in Fashion Kate Fletcher til konferencen Sustainable Fashion Research Agenda, der blev holdt af Copenhagen Business School og Designskolen Kolding mandagen op til Copenhagen Fashion Summit.

“Som forskere mener vi, at modeindustriens reaktion på den intensiverende miljøkrise har været og fortsat er forenklet, fragmenteret og udfordret af den vækstlogik, der definerer kapitalistiske forretningsmodeller, som de på nuværende tidspunkt realiseres og praktiseres,” fortsatte hun videre.

Nye støvler drejer ikke vejen væk fra afgrunden

Kate Fletcher bakkes op af en af foreningens danske medlemmer og hovedkræfter bag konferencen, modeforsker og Ph.d. Else Skjold, der til Fashion Forum uddyber:

“Det, der er helt galt i ligningen i forhold til den måde, man blandt andet på Copenhagen Fashion Summit angriber emnet bæredygtig mode, er, at man taler som om, det eksisterende modesystem skal blive i sin nuværende form, men blot recirkuleres. Det er simpelthen ikke nok til at få os væk fra den afgrund, branchen er på vej mod. Det hjælper ikke, at vi tager nye støvler på, hvis vejen og destinationen er den samme,” siger Else Skjold, der på Designskolen Kolding underviser kommende designere i designledelse, brugerforståelse og bæredygtighed. Derudover har hun efter sin Ph.d. været ansat som postdoc i et forskningsprojekt for Kopenhagen Fur. Her har hun blandt andet oplevet fordelene ved at kunne kombinere forskning og erhvervsmæssig praksis.

“Vi har med vores konference og forening aldrig ønsket at være en modstemme til Summit. Vi vil jo helst være en del af den store platform, de har,” siger hun og fortsætter:

“Jeg er dybt imponeret over, at Eva Kruse med Global Fashion Agenda har formået at skabe en platform med så stort et impact. Men netop derfor er det mig bare så ærgerligt, at den viden, de kommunikerer gennem eksempelvis The Pulse Rapport, er bagud skuende. Tag bare polyester af genanvendte plastikflasker, som mange har sat sig på i indsatsen for at blive mere ansvarlige. Det har vi forskere længe fortalt er en dårlig idé. Nu begynder der at komme faktuelle målinger på, hvad det rent faktisk udleder af mikroplast i verdenshavene, som ikke kan opsamles, som plastflaskerne kan. Det er tragisk og særligt trist, fordi de her brands, der har anvendt polyester af genanvendt plast, jo har prøvet at gøre noget. Vi sidder med en anden slags viden i forskningen, som det er ærgerligt ikke at kombinere med den, som man har helt hands on ude i virksomhederne,” siger Else Skjold, der sammenligner den kritiske forskers rolle med en spejders i et uudforsket land, der spørger både rundt og dumt for at finde vej.

Forskerne skal bare komme an

Ifølge Morten Lehmann, Chief Sustainability Officer i Global Fashion Agenda, er den viden, man har samlet i The Pulse Report, indhentet af de bedste folk i branchen på et internationalt plan, hvilket han fortalte til Mandag Morgen tidligere på ugen. Men til trods for at samarbejde var et af de helst store nøgleord på Copenhagen Fashion Summit, er det ikke det, der præger forholdet mellem forskerscenen og Global Fashion Agenda.

“Copenhagen Fashion Summit skal være løsningsorienteret med fokus på viden, der kan bruges af industrien her og nu,” siger han til Fashion Forum. Og som en kommentar til, at forskerne har resultater liggende klar, lyder opfordringen:

“Hvis de har resultater, der kan bruges lige nu og her, så skal de bare komme med dem. Der er en opfattelse i forskermiljøet om, at vi ikke vil inkludere academia. Det er ikke rigtigt, og det er sjældent, at forskere kommer til os med resultater, de ønsker at præsentere på den store scene. Vi havde i år 40 personer listet i ’Academia’-kategorien blandt vores gæster, og vi lavede i 2017 et Academia Leaders Summit, som i 2018 blev til et Roundtable på Copenhagen Fashion Summit,” fortæller Morten Lehmann.

For meget og for dårligt tøj

Men hvem, der sidder med de bedste her og nu løsninger, er der uenighed om. For hvor samarbejde og bæredygtig vækst var én af de løsninger, som der var konsensus omkring i rækken af paneldiskussioner til Copenhagen Fashion Summit, hvilke diskussioner mener forskerne så, at branchen skal tage, for at blive mere bæredygtig?

“Sustainable growth! Undskyld mig! Men hvis vi skal redde verden, skal vi starte et helt andet sted. Men det sted er der. Det er bare et helt andet vækst- og værdibegreb, der skal på banen her og nu. Det er ikke et problem, der løses ved, at man putter noget appelsinskrald i en jakke,” siger Else Skjold og henviser til, at der bliver produceret for meget og for dårligt tøj, og at det også er heri, at man finder svaret på, hvorfor forbrugeren ikke vil betale mere for ’ansvarligt tøj’. Som forsker har hun blandt andet undersøgt, hvad der sker med et stykke tøj, efter folk har købt det.

“Det handler om, at man skal starte et helt andet sted, Et sted, hvor man laver tøj, der er pænt, er ordentligt produceret og ikke mindst sidder godt på kroppen. Mange har skåret det fordyrende led med ordentlig konstruktion og fitting væk. Der bliver lavet alt for meget tøj, der kun passer få,” siger hun og foreslår, at man som brand starter med at gå ret lavpraktisk til værks:

“Start med at finde ud af, hvem dine rigtige kunder er, hvordan deres kroppe er, hvad de efterspørger. Gå ind på brugttøjmarkedet og se, hvad der bliver solgt videre, og hvordan det bliver værdisat,” foreslår hun.

Et af hendes mantraer er, at for få brands kender deres kunders kroppe, men blindt fortsætter med at lave tøj i nogle standardiserede idéalstørrelser, og at vi deraf ender med for meget spildtøj, fordi det enten er sjusket syet eller sidder for dårligt.

“Alt det med at lave tøj af tang og hvad har vi, det hjælper ikke, hvis ikke hele systemet er bæredygtigt. Hvis du går ind i en online-shop og søger på bæredygtighed, så er den ene style mere sjasket end den anden – det er da klart, folk ikke vil betale for det eller sender det retur. Der ligger så meget viden omkring, hvordan man konstruerer tøj, men alligevel bliver man ved med at konstruere i 2D eller til en fantasimodel, og det er de fleste mennesker fuldstændig afkoblet fra,” fortsætter Else Skjold og fortæller, hvordan man på forskningsniveau i mere end ti år har forsket i, hvad der gør tøj til yndlingstøj, og hvad der gør det til passivt tøj. Noget som Else Skjold selv har sat fokus på i artiklen ‘Adorned in Dreams: Reversing the Gaze: From the look of fashion to the lens of the wardrobe‘, og som der også blev lagt vægt på til Sustainable Fashion Research Agenda Conference:

“Den største grund til, at en forbruger stopper med at bruge sit tøj, er størrelse og fit. Brugsfasen er der, hvor de største forandringer kan skabes. Vi bliver nødt til at stoppe med at tale om, hvordan vi kan få forbrugeren til at købe mere ’grønt’ tøj og i stedet skabe bedre beklædning,” sagde den norske forskningsleder ved National Institute for Consumer Research Ingun Klepp. Hun er sammen med Kate Fletcher og Else Skjold med i Union of Concerned Researchers, der ved foreningens grundlæggelse i januar 2019 skrev et manifest om deres bekymring for branchen og klimaet. Et manifest, der i dag er underskrevet af mere end 300 forskere på internationalt plan.

“Det er klart, at vi som forskere er frustrerede på vores fags vegne,” siger Else Skjold.

“Vi ligger inde med så meget viden, der er lige til at plukke og ret nemt at implementere i en virksomhed. Hvis man ser på landbrugssektoren, så har den ikke lidt skade af at inddrage resultater fra forskningen. Samtidig er det jo også frustrerende, at der bliver postet en masse offentlige penge i vores projekter, og så vil den største og mest synlige aktør inden for bæredygtig mode ikke have vores viden. I yderste konsekvens betyder det jo, at vi finder andre jobs, og så bliver der ikke lavet mere viden på området.”