Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Wood Wood
Alle nyheder

Wood Wood fortsætter internationaliseringen: Åbner første butik i London

Efter tre succesfulde shows i den britiske hovedstad har det danske brand nu besluttet at stadfæste relationen til Londons forbrugere yderligere.
Efter tre succesfulde shows i den britiske hovedstad har det danske brand nu besluttet at stadfæste relationen til Londons forbrugere yderligere.

Wood Wood har længe bevist sit værd som dansk eksportsucces. Med flere sæsoners shows i udlandet, først i Milano og de sidste tre sæsoner til herremodeugen i London, har de fået skabt sig en loyal kundebase udenfor det københavnske street miljø, som brandet oprindeligt blev født ud af.

Men nu er de klar til at styrke deres britiske markedsandele yderligere med åbningen af den første butik i London. Den nye butik får adresse på Brewer Street i det populære kvarter Soho.

“Engelsk musik og subkulturer sammen med den ikoniske engelske tøj- og modearv har altid været en stor inspirationskilde for Wood Wood. Ikke kun til vores kollektioner, men også i måden vi mikser brands i vores butikker. Åbningen af den nye Wood Wood-butik i Soho, London vil definere os som brand på den næste del af vores rejse, og jeg ser frem til dette eventyr med store forventninger og ydmyghed,” lyder det i en pressemeddelelse fra kreativ direktør Karl Oskar-Olsen, som mener, at butikkens placering vil skabe de bedste rammer om en udfoldelse af brandets street wear-univers for de lokale Wood Wood-fans – og potentielle nye kunder.

Siden Wood Wood blev grundlagt i 2002, har brandet hovedsagligt haft fokus på hjemlandet, når det kommer til retail, med åbningen af butikker i Indre By København, Frederiksberg, Københavns Lufthavn, Aarhus og en enkelt butik udenfor de danske grænser i Berlin. Men de seneste par år har brandet oplevet stor vækst, og tiden var derfor inde til at investere den vækst i et af de markeder, der driver fremdriften, UK.

Wood Wood har siden 2014 haft deres eget showroom i London. Den nye butik erstatter dette og vil fungere som både butik, showroom og kreativt atelier. Butikken får adresse på Brewer Street 33-35 i Soho, London og åbner denne sommer.

Læs lignende artikler herunder: 

Samsøe & Samsøe går all-in på retail i London