Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed, Indland

Derfor tager jeg til Copenhagen Fashion Summit: Cecilie Bahnsen

Copenhagen Fashion Summit er en vigtig begivenhed indenfor bæredygtig mode. Men hvad håber de danske designere egentlig at få ud af at deltage i topmødet? Læs Cecilie Bahnsens svar her.
Copenhagen Fashion Summit er en vigtig begivenhed indenfor bæredygtig mode. Men hvad håber de danske designere egentlig at få ud af at deltage i topmødet? Læs Cecilie Bahnsens svar her.

Cecilie Bahnsen er dansk modes store internationale håb. Med sine genkendelige, voluminøse silhuetter har hun med relativt enkle virkemidler skabt sin egen niche. Og det er en niche, der hviler på stor taktil forståelse og en detaljegrad, der adskiller hende fra konkurrenterne og samtidig gør hendes brand bæredygtigt. Til årets Copenhagen Fashion Summit glæder hun sig til at dykke dybere ned i den bæredygtige muld, da hun for første gang skal være med til en af topmødets workshops. Her håber hun at få nogle konkrete løsninger på sine bæredygtige udfordringer.

Cecilie Bahnsen
Cecilie Bahnsen AW19

Hvad er dine forventninger til årets Copenhagen Fashion Summit?

“For mig handler det om at få en masse inspiration til at gøre det endnu bedre på den bæredygtige front. Det er også en mulighed for at dele vores erfaringer med andre designere og virksomheder og høre, hvordan andre griber bæredygtighed an. Det er godt, at branchen åbner op for forskellige løsninger på de bæredygtige udfordringer og deler dem med hinanden. Man kommer nemlig kun videre ved at lære af hinanden. Og så ser jeg frem til at se nogle af de folk, som vi allerede samarbejder med, men som vi ikke møder så ofte ansigt til ansigt. For eksempel Julie Gilhart, som jeg kender fra LVMH-prisen og Diana Verde Nieto fra Positive Luxury, som vi samarbejder med netop nu om at få deres Butterfly Mark, et mærkat, der gives til luksusbrands med et positiv socialt og miljømæssig aftryk.

Hvad glæder du dig til ved deltagelsen i år?

 “Jeg glæder mig til at være med til en del af Copenhagen Fashion Summit og Nikes design studio workshop for første gang.  En workshop præsenteret af Avery Dennison, der giver kreative processer og redskaber så man som designer kan træffe bedre og mere bevidste designvalg fra starten af. Det er en workshop, der henvender sig til de kreative i forhold til deres valg og processer, og jeg håber at få nye værktøjer og inspiration til nye designs.

Det glæder jeg mig til, da det er en mulighed for at få det bæredygtige mere ind under huden. De forskellige talks er gode, men det giver noget andet at kunne stille spørgsmål og få direkte feedback, mens man står der. Copenhagen Fashion Summit er både inspirationen gennem oplæggene og mere konkrete løsninger under workshops. Og nu får vi begge dele.”

Cecilie Bahnsen SS19

Hvad håber du at få ud af deltagelsen?

“Vi håber som nævnt at få inspiration og værktøjer til designprocessen, som kan have indflydelse på, at vi træffer bedre valg fremadrettet.  Herudover glæder jeg mig til at få en større indsigt i cirkulær mode og få inspiration til, hvordan vi kan forlænge vores produkters levetid og minimere spild.”

Du har været til Copenhagen Fashion Summit de sidste to gange. Hvorfor er det en prioritet for dig at være her?

 “Vi har så travlt hele tiden, så det er en mulighed for at få et øjeblik til at reflektere over det, vi laver og de beslutninger, vi træffer. Og samtidig høre om andres erfaringer og lære af dem. Det mest fantastiske ved Copenhagen Fashion Summit er, det give rum for at modebranchen deler erfaringer og ideer og tage sig tid til at reflektere”

Hvordan er din egen tilgang til bæredygtighed?

“Vi har tænkt bæredygtighed ind fra starten af firmaets levetid. Forstået på den måde, at vi for eksempel ikke arbejder med trends, men med tidløst design. Og at alt er produceret i Europa. Vi kender og besøger alle vores fabrikanter flere gange om året. Flere af dem, vi arbejder med, betragter vi som familie. Jeg kender for eksempel de damer i Wales, der strikker vores bluser. Der er mange bæredygtige udfordringer generelt som virksomhed. Jeg tror mest af alt, det handler om transparens og at lære af hinanden. Man kan gribe bæredygtighed an på så mange måder, så derfor er det spændende at være til Copenhagen Fashion Summit, da det giver helt nye vinkler at anskue bæredygtighed på.”