Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed, Indland

Derfor tager jeg til Copenhagen Fashion Summit: Mads Nørgaard

Copenhagen Fashion Summit er en vigtig begivenhed indenfor bæredygtig mode. Men hvad håber de danske designere egentlig at få ud af at deltage i topmødet? Læs Mads Nørgaards svar her.
Copenhagen Fashion Summit er en vigtig begivenhed indenfor bæredygtig mode. Men hvad håber de danske designere egentlig at få ud af at deltage i topmødet? Læs Mads Nørgaards svar her.

Mads Nørgaard er ikke til at komme udenom i den danske modebranche. Hvor mange ejer for eksempel ikke op til flere af den klassiske #101-T-shirt? En stærkt sælgende designklassiker, der samtidig er produceret på en systue i Danmark og beviser, at man sagtens kan tænke kommercielt og dansk produktion. Mads Nørgaard lufter tit sin mening om den branche, som han mener producerer både alt for meget og alt for hurtigt. Men han brænder stadig for mode og håber for eksempel, at Copenhagen Fashion Summit tager branchens overforbrug op i dette års udgave. Også selvom det kan være dårligt for business.

Hvad håber du at få ud af deltagelsen i årets Copenhagen Fashion Summit?

“Jeg håber på at blive lige så inspireret som de andre år. Copenhagen Fashion Summit er altid umådeligt inspirerende og tankevækkende. Men af forskellige årsager fra år til år. Nogle gange bliver man inspireret af, at et gigantisk foretagende som Nike kommer og taler om virksomhedens arbejde med bæredygtighed. Og andre gange kan det være spændende at høre om nogle små fiberproducenter. Men overordnet set er bæredygtighed jo en fortløbende dialog, men stadig så nyt et felt, at alle bliver klogere hele tiden. Det fede ved Copenhagen Fashion Summit er, at man deler både erfaringer og tvivl, sejre og nederlag. Det er blevet en mere fremtrædende tendens i branchen i de senere år og meget værdifuldt.”

Hvad er du mest spændt på?

“Det jeg mest er spændt på, er, om der bliver talt om mængderne af tøj i verden. Det er et af de største problemer, som modebranchen står over for. For hvad stiller vi op med de store mængder tøj, som vi oplever i vesten? Der er virkelig meget. Og hvordan taler vi om det? Kan vi det? Kan man regulere på det? Jeg er spændt på, om det bliver italesat til Copenhagen Fashion Summit. Det er jo en kæmpe mulighed for enten nogle af keynote-speakerne eller i debatterne, som kan ramme problemet fra mange forskellige vinkler. Det er desværre et emne, der ikke bliver berørt særligt ofte. Fordi det gør ondt. For hvad nu hvis vi finder ud af, at vi kun må producere det halve? Mit personlige bud er, at der dobbelt så meget tøj i verden, som vi har brug for, og at tøjet burde koste det dobbelte af, hvad det gør nu. Men hvem skal regulere det? Skal det være i form af en skat? Der er ingen magisk løsning her. Situationen er lidt som den unge historiker Rutger Bregman beskrev til World Economic Forum i Davos, hvor han sagde, at hvis man ikke taler om skatter med de rige, er det som at være på en brandmandskonference uden at tale om vand. Men hvem skal tage beslutningerne? Hvis vi virkelig mener det her med bæredygtighed, så hjælper økobomuld og cirkulær økonomi ikke. Jeg kender intet bedre forum til at tale om det her problem end Copenhagen Fashion Summit. Så jeg er spændt på, om de tager den op.”

 

Hvad har du før fået ud af at være her, der har været inspirerende?

“Det er det mest inspirerende sted at være. Hvis man gerne vil tale bæredygtighed og påklædning er det det rigtige sted at slå sine folder. Jeg synes, det er enestående, hvad Copenhagen Fashion Summit har skabt på så kort tid. Og at Eva blev hædret med hædersprisen Elle Award i fredags til Elle Style Awards var rigtigt og på tide.

Copenhagen Fashion Summit er bare stedet, hvor de mest toneangivende mennesker fra branchen kommer, og det fra alle sider af bordet. Før i tiden har man har måske savnet nogle producenter, men de var der sidste år, hvor blandt andre Mostafiz Uddin fra Bangladesh Apparel Company var forbi. Der fik vi endelig et producentindspark, der fortalte os: ’Hvis I mener det, så skal I være klar over, at prisen stiger.’”

Copenhagen Fashion Summit fejrer ti år i år. I har selv været en del af branchen alle årene. Hvordan har I kunnet mærke udviklingen af bæredygtighed i modebranchen i den periode?

“Bæredygtighed har altid optaget os i firmaet Mads Nørgaard. Vi er blandt andet nogle af de eneste, der har en syproduktion i Danmark. Mange af de bæredygtige tanker, som præger billedet, er fuldt integrerede i firmaet allerede. Men det er blevet mere intenst i takt med, at agendaen er blevet mere aktuel. Dengang Copenhagen Fashion Summit startede for ti år siden, var det noget, vi skulle huske at snakke om. Men nu er det det, vi taler mest om. Det er en dagsorden der er blevet mere aktuel undervejs. Det er godt læst af Eva og Co.”