CIFF indtager parisisk industribygning under herremodeugen
CIFF Paris bliver til virkelighed til juni. Nu er rammerne sat for den danske messes parisersatsning, hvor man regner med at repræsentere 60 udvalgte brands.Ved et middagsarrangement under sommerens herremodeuge i Paris afslørede Chief Innovation Officer hos CIFF, Kristian Andersen, at CIFF i 2019 ville rykke til den franske hovedstad. I januar kom datoerne på plads. Og nu har man fundet rammerne, ligesom datoerne er blevet justeret.
Når den parisiske herremodeuge skydes i gang til juni indtager CIFF Paris således Garage Amelot i det mondæne Marais-kvarter. Her vil de være at finde den 21. juni– 24. juni 2019. Altså i et forkortet antal messedage i forhold til den oprindelige plan om at afholde CIFF Paris den 18. – 23. juni.
CIFF Paris vil præsentere et kurateret lineup af 60 herre- og damebrands samt samarbejder med designere og kunstnere, som det efterhånden er blevet vanligt i Bella Centret, når CIFF er i hjemlige rammer. Her har især Virgil Abloh været en ofte benyttet samarbejdspartner, men vi må stadig vente i spænding på at se, hvem CIFF kommer til at samarbejde med i modehovedstaden Paris.
Målet er at tage den ånd, som messen igennem de seneste år har opbygget med sig til Paris. En ånd og strategisk linje med fokus på balancen mellem etablerede og fremadstormende navne såvel som danske og internationale. Den internationale løbebane har hele tiden har været i fokus for CIFFs ledelse og har også har taget messen til både London og Los Angeles i forbindelse med kunstprojektet Northwind.
“Paris har længe været verdens modehovedstad, hvor branchen mødes. CIFF Paris vil bringe en ny dimension til Garage Amelot under den kommende modeuge ved at medbringe den perfekte energi, hvori vores fællesskab kan engagere sig og skabe forbindelser, skubbe til grænserne, lave forretning og samtidig være en mulighed for at tilføje noget af vores dansk dele- og bæredygtighedskultur,” siger CIFFs direktør Kristian W. Andersen.