Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
CIFF
Alle nyheder, Indland, Modeuge

CIFF udvider sin internationale strategi

CIFF øger sin internationale tilstedeværelse og strategi, når de i 2019 bringer en del af messen til Paris. Det sker efter succesfulde oplevelser med kunstprojektet Northwind i London og Los Angeles.
CIFF øger sin internationale tilstedeværelse og strategi, når de i 2019 bringer en del af messen til Paris. Det sker efter succesfulde oplevelser med kunstprojektet Northwind i London og Los Angeles.

Når 2018 bliver til 2019 og den parisiske herremodeuge skydes i gang til januar, vil CIFF ikke længere være bundet alene til Danmark. Revolver kuraterede i juni et skandinavisk område på Pitti Uomo-messen i Italien, og nu rykker CIFF også over landets grænser. Valget om at rykke CIFF til Paris sker i håbet om at udbrede den smag, som kreativ direktør Kristian Andersen mener er unik for den store danske messe.

“Paris har en dynamik og en energi, som er svær at hamle op med. CIFF glæder sig til at bidrage til den energi ved at medbringe vores særlige vinkel på mode og udvalg af nye talenter. Vores mål er at gøre det, vi gør bedst: præsentere et nøje udvalgt felt af de bedste nordiske og internationale modetalenter på vores radar netop nu, med henblik på at opbygge et forhold. CIFF kommer med sin egen unikke måde at gøre forretning på, som er gennemsyret af den nordiske tradition, der bygger på autenticitet, inklusion og innovation. Vi føler, tiden er mode til at tage vores viden til Paris,” udtaler CIFFs kreative direktør, Kristian Andersen, om baggrunden for udlandseventyret.

Paris-rykningen resulterer ikke i en ny megamesse, men vil snarere bygge videre på deres erfaringer fra Northwind, et kunstprojekt CIFF har afprøvet i både London og Los Angeles. Kristian Andersen fortæller til Fashion Network, at målet, som blev præsenteret ved et succesfuldt middagsevent ved den netop overståede juni-messe i Paris, er at kuratere et nøje udvalg af 25-50 brands efter ét fælles tema. Og så vil tøjmærkerne ikke være udelukkende skandinaviske, men fra alle egne af verden og alle brands, som den kreative direktør udvælger.

Én ting er altid sikker med CIFF: det bliver med ungdommen og kreativiteten i fokus. CIFF har en rig historie af kunstneriske tiltag og unikke sammenkoblinger mellem de kreative brancher, herunder samarbejdet i 2018 med den ultrahypede og nyligt udnævnte Louis Vuitton-designer Virgil Abloh. Derudover har de haft et langvarigt samarbejde med Stavros Karelis, fra London-konceptet MACHINE A, der støtter Londons modeungdom og som til august-messen i København kuraterer en præsentation af nigeriansk kultur, kunst og mode sammen med Homecoming Project.

Planen for CIFF er at præsentere to gange årligt i Paris og fra 2020 udvide til London og senere til USA.