Baum Und Pferdgarten, der netop har fejret 20 års jubilæum, har efter to årtier på markedet virkelig knækket koden. Det viser brandets nye årsregnskab, der netop er blevet fremlagt i dag.

Heri ses det nemlig, at virksomhedens bruttofortjeneste er steget fra cirka 38 millioner kroner i 2017 til 55,5 millioner kroner i 2018. En pæn stigning på bare ét år. Også bundlinjen er blevet løftet markant fra lige knap 18 millioner kroner i sidste regnskab til nu at være på næsten 29 millioner kroner i 2018. Ligeledes ser det ud med egenkapitalen, der er løftet fra 27 millioner kroner til 46 millioner – et resultat, der da også vækker stor tilfredsstillelse hos Baum Und Pferdgartens ledelse:

“Ledelsen konstaterer, at den økonomiske udvikling, det afledte resultat og de bagvedliggende parametre imødekommer ledelsens forventninger og karakteriserer resultatet som tilfredsstillende. Baum Und Pferdgarten har i regnskabsåret haft væsentlig fremgang i omsætning og resultat i forhold til tidligere år,” skriver brandet i regnskabets ledelsesberetning og tilføjer, at især virksomhedens engrossalg, som er Baum Und Pferdgartens væsentligste salgskanal, er vokset i løbet af året, hvilket skyldes både øget salg på de nære skandinaviske markeder samt vækst i eksporten udenfor Skandinavien. Lignende tendens tegner sig for brandets online salg:

“Baum Und Pferdgartens egen webshop har, efter investeringer i udvikling og relancering, realiseret væsentlig fremgang i omsætning og resultat,” skrives der videre i ledelsesberetningen, hvor det også gøres klart, at de forventer fortsat vækst i omsætning samt endnu flere investeringer i fortsat udvikling af brandet i regnskabsåret 2019.

LÆS OGSÅ:

Baum und Pferdgarten indleder jubilæumsår med to nyansættelser