Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Zalando introducerer ny kategori i Danmark

Den tyske websucces satser fortsat stærkt på det skandinaviske marked. Derfor har de valgt at udvide sortimentet, så danske og svenske kunder fra i dag også kan smide skønhedsprodukter i den virtuelle indkøbskurv.
Den tyske websucces satser fortsat stærkt på det skandinaviske marked. Derfor har de valgt at udvide sortimentet, så danske og svenske kunder fra i dag også kan smide skønhedsprodukter i den virtuelle indkøbskurv.

Beautybranchen har for længst vist sit værd som en værdig konkurrent til modebranchen. Men flere og flere er også begyndt at se muligheder i synergien mellem de to, heriblandt flere store webshops. Det gælder blandt andre Boozt.com, der i juni sidste år kunne åbne dørene til deres nye skønhedsmekka ‘Beauty by Boozt.com’ på Købmagergade i København. Men de er langt fra de eneste. Også den tyske onlineplatform Zalando valgte for lige godt halvandet år siden at prøve kræfter med beautykategorien. En kategori, der skulle supplere shoppens modesortiment og give dem mulighed for at tappe ind i det eksplosivt voksende marked af skønhedsentusiaster og -produkter. I første omgang kom udvidelsen dog udelukkende kunder i Tyskland, Østrig og Polen til gode. Men det bliver der nu lavet om på.

I dag er Zalando nemlig klar til at lancere deres skønhedskategori i både Danmark og Sverige.

“Vi vil være udgangspunktet for mode og livsstil i Europa og lancerer derfor nu skønhedsprodukter i Danmark. Vi tilbyder et stort udvalg af skønhedsprodukter fra en blanding af lokale brands såsom Skandinavisk og internationale brands såsom Estée Lauder. Med skønhedskategorien ønsker vi at give vores kunder muligheden for at kombinere deres modeshopping med det nyeste indenfor globale skønhedstendenser,” siger Kenneth Melchior, Director of Northern Europe hos Zalando, i en pressemeddelelse.

Samme bredde som modesortimentet

Udvidelsen betyder, at kunder på Zalandos danske platform fra i dag kan finde mere end 6500 skønhedsprodukter fra omkring 200 forskellige brands indenfor kategorierne makeup og skønhedspleje til både kvinder og mænd. Målet er, at udvalget skal afspejle den samme bredde, som kendetegner Zalandos modesortiment. Pamela Wade-Lehmann, Head of Beauty hos Zalando, supplerer:

“Med skønhedskategorien ønsker vi at give vores brede kundebase mulighed for at fuldende deres personlige look med de nyeste globale skønhedstrends, herunder natural beauty og koreanske skønhedsbrands. Vi kan se, at tre ud af fem kunder køber modeprodukter, når de shopper skønhed,” siger hun.

Udover Danmark vil Zalando også introducere kategorien i Frankrig og Belgien i midten af marts, og Italien til april. Det er dog ikke kun i den virtuelle verden, at Zalando har prøvet kræfter med skønhed. Ligesom Boozt.com har de en fysisk butik i form af en Beauty Station, der åbnede i Berlin i juli 2018.