H&M i nyt kunstnersamarbejde, About Vintage rykker i lufthavnen og ugens mest diskuterede TV-show
Oscarnatten løb over skærmen med nye bud og brud på konventionel rød løber-påklædning, About Vintage tager tiden på lufthavnen og så er der nyt i Ilse Jacobsens kopi-sag.I søndags løb dette års udgave af Oscars-showet af stablen. Og endnu en gang spredte spændingen omkring hvilke designere, der var repræsenteret på den røde løber og hvilke stjerner, der havde vovet sig ud i noget nyt, sig langt ind i modebranchen. Og endnu en gang blev den røde løber brugt til at understrege et statement. Se bare på skuespiller Billy Porter, der trodsede konventionerne og mødte op i en fusion mellem en smoking og en balkjole som for at ruske op i særligt filmbranchens ofte ret konservative kønsnormer. Udover Porter, var showets helt store modemæssige samtaleemne endnu en gang Lady Gaga, der i en elegant, sort Alexander McQueen-kjole med skulpturelt skarpe hofter og en af verdens største diamanter – også kaldet ’The Tiffany Diamond’ – om halsen, vandt en Oscar for sin sang ‘Shallow’.
På en lidt mindre glamourøs, men dog stadig opsigtsvækkende skala, så skal Carcels forsideartikel i The New York Times også nævnes som en af ugens højdepunkter i den danske modebranche. Siden vi i sidste uge kastede lys over den shitstorm som brandet for nyligt havnede i, har også andre medier samlet historien om det danske mærkes kontroversielle fængselskoncept op, og særligt The New York Times gik til sagen på en langt mere nuanceret facon end debatten på de sociale medier havde formået.
Det er også i denne og kommende uge, at flere danske brands udfolder deres talenter under Paris Fashion Week. Heriblandt H20Fagerholt, Helmstedt og succesduoen Saks Potts, der i tirsdags kunne præsentere sin nyeste spa-inspirerede kollektion, Collection 11, for alle brandets internationale fans.
Læs flere af ugens korte nyheder herunder.
About Vintage vil sælge ure til de rejsende
Københavns Lufthavn har godt gang i udvidelsen af deres allerede omfangsrige shoppeunivers. Men nu er endnu en ny butik klar til at åbne dørene for de rejsende. Denne gang er der tale om det danske urmærke About Vintage, der i denne uge har annonceret, at de vil åbne en pop up-butik i Københavns Lufthavn. De to stiftere og barndomsvenner, Thomas G. Andersen og Sebastian Skov Regeser, kunne i 2017 åbne deres første flagskibsbutik på Gothersgade i København og har siden udvidet med en shop in shop i Esbjerg.
“Det (Københavns Lufthavn, red.) er et kæmpe udstillingsvindue, hvor vi kan få lov til at sælge og markedsføre vores brand på højeste niveau inden for dansk retail. Det er grundlæggende en positionering, som udstråler, at vi ’mener det seriøst’. Derudover har Københavns Lufthavn også et spændende internationalt perspektiv, som vi helt klart vil forsøge at udnytte,” siger Thomas G. Andersen om valget af butikkens placering i en pressemeddelelse.
About Vintages nye butik åbner i dag, den 1. marts 2019, i lufthavnens nye shoppeområde.
H&M i nyt kunstnersamarbejde
Samarbejder er efterhånden blevet modens foretrukne redskab til fornyelse. Og hvis der er nogen, der har formået at gøre kunsten til en integreret del af deres forretning, så er det H&M. Denne gang er der dog ikke tale om et samarbejde med et stort modehus, men derimod med den parisiske kunstner Nathalie Lété. Hun er kendt for sine illustrationer, tekstiler, keramik og billedkunst, og har i samarbejde med H&Ms fusioneret sin kunst til farverige print på en kollektion af børnetøj og accessories.
Kollektionen vil være tilgængelig i H&M-butikker og online fra den 7. marts 2019.
Ilse Jacobsen vil have eneret på sine gummistøvler
I denne uge kom der nyt i kopisagen om Ilse Jacobsens genkendelige og populære gummistøvler. Ifølge hende, er designrettighederne blevet krænket af en kinesisk producent, der har lavet et par lignende sko. Sko der blev importeret af Morsø Skoimport og solgt herhjemme i blandt andet Bilka. Efter en afvisning i først Sø- og Handelsretten og derefter Vestre Landsret har Ilse Jacobsen, gennem sin virksomhed IJH A/S, nu fået tilladelse til at føre sagen videre til Højesteret. Her vil hun kræve, at Morsø Skoimport skal betale 269.200 kroner til hendes selskab, samtidig med at de skal betale 25.000 kroner til hende personligt. Derudover vil hun have, at restlageret af den kinesiske pendant til hendes gummistøvler skal destrueres og ikke længere må sælges.