Headstart Fashion: “Sammenlægningen giver mulighed for nye og endnu større projekter”
Headstart Fashion er blevet lagt sammen med innovationsnetværket Lifestyle & Design Cluster for yderligere at fremme danske mode- og livsstilsvirksomheder i hele Danmark.Siden april 2016 har Headstart Fashion eksisteret som Erhvervsdrivende Fond med det formål at opdyrke og styrke modebranchen i Aarhus og resten af Region Midtjylland. Men fremover nedlægges Headstart Fashion som selvstændig juridisk enhed. De er nemlig blevet sammenlagt med Lifestyle & Design Cluster, der er et innovationsnetværk under Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Ifølge Christian Chapelle, tidligere direktør i Headstart Fashion og nu Head of Fashion hos Lifestyle & Design Cluster, betyder det dog ikke, at fondens mange erhvervsfremmende aktiviteter ophører:
“Planen er, at vi i det store hele skal køre videre som vi plejer, men vi vil også gerne skalere op hen ad vejen. Og på det punkt står vi stærkere nu, hvor vi er blevet sammenlagt med Lifestyle & Design Cluster, der er en noget større organisation. Derudover giver sammenlægningen os mulighed for at indgå i nye og endnu større projekter, som Lifestyle & Design Cluster allerede er en del af. Herunder vil vi stadig have fokus på modebranchen, men nu også andre livsstilsvirksomheder. Det synes vi giver rigtig god mening, da vi har fundet ud af, at der er mange sammenfald i både interesser og udfordringer på tværs af hele livsstilsbranchen,” siger Christian Chapelle, der udover sin nye titel under Lifestyle & Design Cluster-paraplyen stadig har samme fokusområde. Kontoret og rammerne ved Mindet 4 i Aarhus er også stadig det samme. Direktør for Lifestyle & Design Cluster Betina Simonsen supplerer:
“Som tidligere formand for Headstart Fashion er jeg glad for, at vi har fået mulighed for at videreføre de gode aktiviteter for modebrands i og omkring Aarhus, samtidig med at vi med Christian Chapelle ved roret sikrer et fortsat fokus på modebranchen i Aarhus og udnytter de gode erfaringer fra Headstart Fashion i andre nationale aktiviteter,” siger hun i en pressemeddelelse.
Stadig med ønsket om at være lokalt forankret i Aarhus og Midtjylland
Målet med sammenlægningen af de to enheder handler både om at tilgodese nye anbefalinger fra regeringens forenklingsudvalg, som blandt andet har handlet om at have færre men større klynger i Danmark. Men det handler også om at forene Headstart Fashions og Lifestyle & Design Clusters individuelle indsatser, fortæller Christian Chapelle. Ifølge ham, vil især de mest succesrige Headstart Fashion-aktiviteter blive videreført under navnet Lifestyle & Design Cluster:
“Et af de projekter, vi vil køre videre, er vores ’Fashion Growth’-arrangement, hvor vi kobler opstartsvirksomheder sammen med kapitalstærke investorer som Christian Stadil fra Hummel og Jens Poulsen fra DK Company. Det har vi haft stor succes med, og det har haft stor værdi for virksomhederne. Ved at vi nu befinder os i en større organisation, håber vi på, at det potentiale kan blive endnu større, og at der kan skabes nye synergier,” siger han og fortæller, at også arrangementer som ’Press Delegation’, hvor internationale influencere og magasiner flyves ind for at mødes med midtjyske modevirksomheder, samt netværksgrupperne ’Movers’ og ’Executive Network’, målrettet henholdsvis opstartsvirksomheder og ledere, også fortsætter og videreudvikles i den nye konstellation. Til spørgsmålet om, hvorvidt nogle aktiviteter ophører, svarer han:
“Vi kommer nok til at skrue ned for ’Headstart Fashion Awards’, som vi plejer at afholde årligt – eller i hvert fald gøre det på en anden måde, så det bliver videreført under andre aktiviteter. Generelt har den her sammenlægning givet os en oplagt mulighed for at se alt igennem og vurdere, om der er noget der skal forfines, ophøre eller om der er noget nyt, der skal startes op,” forklarer han og siger, at de stadig vil beholde den stærke kobling til Aarhus-området, men at sammenlægningen med Lifestyle & Design Cluster, der både opererer i Jylland og på Sjælland, også vil åbne op for et mere nationalt – og i nogle tilfælde internationalt – perspektiv.
“Vi kommer langt hen ad vejen til at have samme fokus på Aarhus og vil stadig samarbejde med Aarhus Kommune og virksomheder i området. Så jeg tror, at man stadig vil opleve, at vi er lokalt forankret. Men de steder, hvor det giver mening at lave aktiviteter i både Aarhus og København og måske udenlands, vil vi også gøre det fremadrettet. Generelt handler det om at se på, hvor vi kan udnytte sammenlægningen med Lifestyle & Design Cluster til at styrke vores fælles arbejde. For eksempel vores igangværende inkubationsmiljø, som jeg godt kunne tænke mig at øge fokus på og få til at vokse de næste år,” afslutter Christian Chapelle.