Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed, Indland, Modeuge

Mother of Pearl: “I København er passionen for bæredygtig mode størst”

Britiske Mother of Pearl åbner denne sæsons Copenhagen Fashion Week. Vi har talt med kreativ direktør Amy Powney om at føle en grøn samhørighed med danskerne og om at føre den vigtigste samtale lige nu.
Britiske Mother of Pearl åbner denne sæsons Copenhagen Fashion Week. Vi har talt med kreativ direktør Amy Powney om at føle en grøn samhørighed med danskerne og om at føre den vigtigste samtale lige nu.

Der blæser nye vinde over modeugen, som i næste uge finder sted i København. For ikke nok med, at der er kommet ny direktør siden sidste sæson, så står der også en ny ambition øverst på tavlen på Copenhagen Fashion Week-kontoret: at blive verdens grønneste modeuge. Og dén ambition har Cecilie Thorsmark tænkt sig at sætte en streg under på tirsdag under modeugens første dag. Her er æren af at være sæsonens åbningsshow nemlig givet til det bæredygtige, britiske brand Mother of Pearl.

Mother of Pearl blev grundlagt i 2002 i London af modestylist Maia Norman og designer og Central Saint Martins-underviser Sue Foulston og har siden 2016 haft Amy Powney i den kreative spids. Hun havde på det tidspunkt arbejdet for brandet i 10 år, og det er under hendes ledelse, at Mother of Pearls bæredygtige rejse blev påbegyndt.

Efter tre års arbejde er brandet nu klar til at lancere ’No Frills’ – en linje af bæredygtige styles, der alle lever op til brandets visioner om en transparent værdikæde, økologiske materialer, social ansvarlighed, dyrevelfærd, lavt CO2-aftryk og – selvfølgelig – høj kvalitet.

Vi har taget en snak med Amy Powney for at høre, hvorfor hun mener, at København og den danske modescene er den bedste platform for dem – og hvorfor bæredygtighed er den vigtigste samtale, man kan have lige nu.

Hvorfor har I valgt at holde jeres præsentation i København denne sæson?

“Generelt mener jeg, at Storbritannien og Danmark deler mange af de samme visioner, og oplever hver gang jeg besøger København, at det er her engagementet for bæredygtig mode er størst. Det har virkelig haft en smittende effekt på mig, da det er en af mine store passioner, og jeg elsker at omgive mig selv med mennesker, der deler mine visioner om at inspirere til forandring. Det kombineret med, at her også eksisterer en upåklagelig designsmag, er grunden til, at jeg rigtig gerne vil introducere vores bæredygtige kollektion i København for at se, hvordan den bliver taget imod.”

Hvad er dine forventninger til præsentationen?

“Vi har valgt at holde denne præsentation af mange årsager, både for at hjælpe København med at komme på verdenskortet som bæredygtig modeuge, men selvfølgelig også for at møde nye kunder og for helt enkelt at introducere Mother of Pearl på det danske marked.”

Du designer under arbejdstitlen ’No Frills’ – hvordan kommer det til udtryk i kollektionen?

“Definitionen af ’No Frills’ er basalt set at skære ind til benet og vige udenom unødvendige tilføjelser. Min fortolkning af dette kan ses i min kollektion ved, at jeg har en mere simpel tilgang til design og marketing og i stedet har fokuseret mere på produktet i sig selv og alt det, der sker i skabelsen af det. I stedet for at kanalisere alt vores energi ind i slutproduktet, bruger vi mindst ligeså meget tid på at sikre, at produktets værdikæde er både social- og miljømæssig ansvarlig. På den måde bliver produktet i sig selv et kerneprodukt for Mother of Pearl – simpelt, men som en repræsentation af vores værdier.”

Hvorfor mener du, at bæredygtighed er vigtigt, og hvor langt synes du, modebranchen er i processen?

“Jeg kan ikke komme i tanke om en mere vigtig samtale lige nu end den om klimaforandringer, fremtiden for vores allesammens hjem og vores livskvalitet. Mode- og tekstilindustrien er en af de største syndere i klimaforandringerne, og vores forbrugshastighed er helt unødvendig. Vi har alle mulighed for at tage bedre beslutninger, uanset hvad vi laver, hvilken industri vi beskæftiger os med, på arbejdspladsen og derhjemme. Vi bliver nødt til at stå sammen for at støtte hinanden og vores fælles fremtid.

Vi er stadig kun ved begyndelsen, men man bliver nødt til at starte et sted, og jeg er glad for, at vi har fået taget hul på det, så vi sammen kan give bæredygtighed det momentum, det har brug for.”

Mother of Pearls præsentation finder sted tirsdag den 29. januar 2019 klokken 9.00. 

Amy Powney, kreativ direktør for Mother of Pearl