Har du en kortfilm til Copenhagen Fashion Film?
Har du en modefilmskaber gemt i maven? Så har du nu mulighed for at tilmelde dig dette års Copenhagen Fashion Films kortfilmskonkurrence.Nordeuropas største modefilmfestival, Copenhagen Fashion Film, gentager i år sin tilbagevendende kortfilmskonkurrence for endnu en gang at få nye filmtalenter ud af busken. Så ligger du inde med en modekortfilm, eller er du godt i gang med at producere én, så skynd dig at indsende den til Copenhagen Fashion Film. Om kun fire dage, den 11. januar 2019, lukker tilmeldingen for i år.
Som sædvanligt dystes der om flere priser, når nationale såvel som internationale modefilmskabere viser deres bud på en modekortfilm. I år kan de tilmeldte bidrag således vinde priser for Bedste Modekortfilm, Bedste Nordiske Talent, Bedste Idé og Bedste Budskab i deres kreative fremstilling af mode på det store lærred.
Herudover kan man tilmelde sig Magasin Award, som er faciliteret i samarbejde med Magasin. Her skal man dog, modsat bidraget til de andre priser, ikke indsende en færdig film, men snarere en idé som både i ord og billeder kan præsenteres for en jury af erfarne kræfter inden for både film- og modeverdenen. Filmen skal visualisere det hæderkronede stormagasin på en nytænkende facon. Deadline for tilmeldingen til Magasin Award er 14. januar 2019.
Til at udvælge vinderne er følgende jurymedlemmer blevet udvalgt:
- Marketa Uhlirova, kunsthistoriker samt medstifter og direktør for the Fashion in Film Festival
- Louise Damgaard, modefotograf
- Mads Nørgaard, modedesigner
- Else Skjold, Adjunkt, Ph.D. i designledelse og bæredygtighed ved Designskolen Kolding
- Raquel Couceiro, Head of Fashion Film for SHOWstudio
- Lise Bloch Thomsen, E-commerce & Marketing Director fra Magasin
Vinderen af Magasin Award får mulighed for at gøre idéen til virkelighed og får 125.000 danske kroner samt rådgivning fra Magasins stillet til sin rådighed undervejs.
Læs mere om begge konkurrencer her.
Copenhagen Fashion Film-festival finder sted den 30. januar – 2. februar 2019.