Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Monies
Alle nyheder, Indland, Navne

Monies i vækst med ikonisk handelspartner og nye ansættelser

Der sker spændende ting hos det danske smykkebrand, som netop har indgået handelssamarbejde med Dover Street Market og ansat ny Sales & Retail Manager.
Der sker spændende ting hos det danske smykkebrand, som netop har indgået handelssamarbejde med Dover Street Market og ansat ny Sales & Retail Manager.

Det 45 år gamle danske smykkebrand Monies er i gang med en større vækststrategi. Tidligere i år ansatte de Anne Christine Persson som administrerende direktør. Hendes primære opgave er at udvide forretningspotentialet for Monies både herhjemme og ikke mindst i udlandet.

Og sidstnævnte må man sige allerede er lykkedes. Monies har nemlig fået en aftale af de helt store på plads. Fremover skal brandets smykker nemlig være at finde hos den ikoniske shoppedestination Dover Street Market i New York og Los Angeles. Om det nye handelssamarbejde udtaler Gerda Monies til Vogue:

“Vi har altid beundret Rei Kawakubo og Comme des Garçons’ tilgang til mode og retail. Det er modigt, vovet og anderledes end alt andet. Det har altid været en drøm for os at arbejde sammen med dem.”

“Det er en vigtig milepæl for os at lukke en aftale med Dover Street Market, som i den grad sætter en høj standard indenfor detail og luksusmode på den internationale modescene. Andre butikker holder øje med, hvad Dover Street Market forhandler og vi har allerede fået henvendelser fra andre butikker i udlandet,” siger Anne Christine Persson også om det nye samarbejde, der senere også skal omfatte Dover Street Markets butikker i Singapore og London.

Men samarbejdet med Dover Street Market er ikke det eneste nye tiltag hos Monies. De har netop udvidet teamet yderligere og ansat Henrik Kejser som Sales & Retail Manager fra den 1. december. Henrik Kejser har masser erfaring fra detailbranchen med en fortid hos blandt andre Wood Wood, Youheshe.com og eget smykkefirma.

”Der er masser af endnu uudnyttet vækstpotentiale i udlandet for Monies, og derfor ansætter vi Henrik Kejser, som skal være med til at indtage nye markeder og følge op på vores succes med Dover Street Market. Vi glæder os meget til, at han starter og kan være med på vores spændende rejse,” udtaler Nikolai Monies om ansættelsen af Henrik Kejser.

Men Henrik Kejser er ikke den eneste nye tilføjelse til teamet. Tilbage i juni ansatte firmaet Sara Warming som projektleder. Hun kommer med en baggrund fra blandt andet Copenhagen Fashion Summit og har produktion og indkøb som ansvarsområder. Også Karl Monies, Gerda og Nikolai Monies søn, er gået ind i virksomheden som designer sideløbende med sin karriere som kunstner.