Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, FASHION FORUM ANBEFALER, Indland

Fem inspirerende YouTube-kanaler, der øger brandingværdien

YouTubes fulde potentiale som brandingredskab er stadig kun udnyttet af få i modebranchen. Vi har fundet fire internationale modebrands – og et enkelt dansk møbelbrand – der allerede gør det særligt godt.
YouTubes fulde potentiale som brandingredskab er stadig kun udnyttet af få i modebranchen. Vi har fundet fire internationale modebrands – og et enkelt dansk møbelbrand – der allerede gør det særligt godt.

YouTubes kæmpe potentiale er nok gået op for de fleste – især når det handler om at fange de unge forbrugere. Men når det kommer til udnyttelsen af mediet, som brandingplatform, ja, så står modebranchen lidt bagefter – også i forhold til eksempelvis skønhedsbranchen. Og det er synd for  YouTube giver mulighed for at interagere med kunder og “fans” på en måde, som kan give dem ekstra indblik og forståelse for din virksomhed. Men det er ikke et helt så intuitivt medie som de fleste andre sociale medier. Hvis du skal have succes på YouTube er velproduceret materiale nøglen – og det kræver både tid og penge.

Vi har samlet fem YouTube-kanaler, der kan inspirere til at give et kig bag scenetæppet og fortsætte din branding-strategi på YouTube.

Chanel

Chanel er med sine mere end 1.2 millioner følgere det modehus, der klarer sig bedst på YouTube. Der er meget at lære fra det historiske modehus, også selvom man hverken har samme lange historie og økonomiske midler at trække på som Chanel. I den tilgængelige ende har de filmet alle deres modeshows, så man som forbruger eller bare fan af brandet, kan se alle de nye kollektioner. Derudover producerer de smukke film, hvor man kommer med bagom produktionen af både shows og kollektioner, og får et glimt af eksempelvis designprocesser og håndværk. Har man ikke selv adgang til så tiltagende produktionsfaciliteter som Chanels haute couture-systuer, kan man derimod se på deres film, hvor muser og skuespillere fra kampagnevideoer interviewes om det at samarbejde med Chanel, så det bliver nærværende og vedkommende.

I 2014 brugte de 2.85 millioner dollars på at producere indhold til deres kanal, og det beløb er nok kun steget siden. Derfor er deres niveau sikkert svært – hvis ikke umuligt – at opnå for danske virksomheder, men man kan jo godt lade sig inspirere.

Chanels YouTube-kanal
Screenshot fra filmen ‘Making-of the Fall-Winter 2016/17 Haute Couture CHANEL Collection’ på Chanels YouTube-kanal.

Carl Hansen & Søn

Hvis man vil se film af smukke produktionsforhold i dansk skala, er møbelproducenten Carl Hansen & Søn værd at se nærmere på. Deres YouTube-kanal består næsten udelukkende af film, som viser produktionen af hvert møbel. Her demonstreres det, hvor langt man kan komme med simple virkemidler. Slowmotion, nærbilleder og en dyb og rolig fortællerstemme med stille baggrundsmusik lyder måske nemt og tangerende til kedeligt, men når man ser filmene, så virker de bare. Udover produktionsfilmene, har Carl Hansen & Søn også enkelte præsentationsvideoer af nye produkter. På 30 sekunder filmes produktet fra forskellige vinkler i et mørkt rum og med masser af fokus på detaljer. Igen er det yderst simpelt, men det virker.

Brug Carl Hansen & Søn til at se, at man sagtens kan producere smukt filmmateriale uden bunkevis af dyre effekter og virkemidler.

Screenshot fra filmen ‘CH25 Lounge Chair by Hans J. Wegner’ på Carl Hansen & Søns YouTube-kanal.

Hermès

Hermès er endnu et af de store franske modehuse, som skaber utroligt fascinerende film. I modsætning til Chanel, som primært fokuserer på æstetik og exceptionelt håndværk, rammer mange af Hermès film i stedet lige midt i hjertet. De har lavet en serie af minidokumentarer under navnet ’Footsteps across the world’, der tager dig med rundt nogle af Hermès’ fabrikker og kontorer. Her følger man medarbejdere, mens de fortæller om, hvordan det er at arbejde hos Hermès. Særligt nævneværdig er filmen fra deres fabrik i Sorède, hvor der håndfremstilles ridepiske efter gamle traditioner. På fabrikken er der primært mentalt handicappede ansat, og når man hører om deres glæde ved håndværket, er der ikke et øje tørt. Det er branding, der virker, for selvom man aldrig har interesseret sig for ridning, får man alligevel straks lyst til at købe en pisk, blot for at hylde den gode historie, så for fascinationen af det gode gamle håndværk.

Brug Hermès’ YouTube-kanal til at se, hvordan portrætter af helt almindelige medarbejdere, kan skabe tilhørsforhold og hjertevarme hos forbrugeren.

Screenshot fra filmen ‘Footsteps across the world collection : Sorède’ fra Hermès’ YouTube-kanal.

Nike

Nike er et af de brands, som ikke har film, der handler om godt håndværk. Her kredser alle film derimod om deres verdensberømte slogan ’Just do it’. Nike formår at skabe indhold, der inspirerer og motiverer dig til at være den bedste udgave af dig selv hver dag – ved hjælp af deres produkter selvfølgelig. Via filmene får man fornemmelsen af, at man ved at købe Nikes produkter bliver en del af en eftertragtet klub fyldt med verdens bedste atleter. Nike bruger altså sin YouTube-kanal til at skabe et fællesskab for sine forbrugere, som er et stærkt marketingsværktøj, hvis man gerne vil sælge mange produkter.

Brug Nikes kanal til at se, hvordan man via en tydelig rød tråd og et stærkt slogan kan skabe fællesskab og gåsehud.

Screenshot fra filmen ‘Dream Crazy’ på Nikes YouTube-kanal.

H&M

H&M’s YouTube-kanal er det også et udpræget fokus på mennesker og medarbejdere, der dominerer. Man kan finde interviews med medarbejdere fra mange niveauer i virksomheden, der fortæller om, hvad de laver hos H&M. Samtidig kan man også finde interviews med modeller, kendisser og de designere, de har haft samarbejder med. På den måde skabes der igen større kendskab til brandet hos forbrugerne, som hjælper med at danne en tilknytning mellem brand og forbruger. Derudover har H&M på deres YouTube også plads til at dele deres længere kampagnevideoer, som nærmer sig underholdningsgenren fremfor at være en decideret reklame.

Brug H&M til at se, hvordan man tager forbrugeren med om i kulissen hos en stor virksomhed og på den måde skaber nærvær på trods af størrelsen.

Screenshot fra filmen ‘Designer at H&M’ på H&M’s YouTube-kanal.


LÆS OGSÅ: 

Ganni laver filmprojekt med dansk model og skuespillerinde