Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
X-Company ansætter Jesper Wædeled som ny CSO

X-Company fordobler resultatet og opruster med CSO

Den danske private label tøjproducent X-Company er i vækst og har derfor netop udvidet teamet med Jesper Wædeled som CSO. Målet er at fordoble omsætningen om fem år.
Den danske private label tøjproducent X-Company er i vækst og har derfor netop udvidet teamet med Jesper Wædeled som CSO. Målet er at fordoble omsætningen om fem år.

Henrik Sandgaard, grundlægger af private label fashion-virksomheden X-Company i Ikast, har de seneste år oplevet øget efterspørgsel og vækst. I virksomhedens netop offentliggjorte regnskab ses det, at bruttofortjenesten er næsten fordoblet i 2018/17, hvor den landede på lige knap 16 millioner kroner sammenlignet med sidste års næsten 8 millioner. Ligeledes ser det ud med årets resultat, der ender på 11,3 millioner kroner mod 5,5 millioner i 2016. Af denne grund har Henrik Sandgaard vurderet, at tiden er moden til at opruste teamet.

“Jeg har behov for mere tid, hvis vi skal udnytte X-Companys potentiale. For jeg er slet ikke i tvivl om, at potentialet er langt større, end jeg som virksomhedens ansigt udadtil kan dyrke alene,” lyder det i en pressemeddelelse fra Henrik Sandgaard, der har ansat Jesper Wædeled som virksomhedens nye CSO. Han skal udover kundepleje og salg også stå for salgsmæssig sparring med Henrik Sandgaard selv.

“På denne måde kan vi få betydeligt mere tid til den enkelte kunde og dermed blive endnu bedre til at tilgodese og pleje alle deres behov,” siger han videre.

Jesper Wædeled har arbejdet som blandt andet kommerciel direktør hos Bloomingville og International Sales Manager hos Vila, og har desuden arbejdet og boet i Kina i to år. For blot et par måneder siden lancerede han brandet, Pure Friday. Planen var, at han ville bruge X-Company som leverandør. Men efter at have mødt Henrik Sandgaard tog planerne en drejning.

“Vi tænker på samme måde og gør tingene ens – og så opstår der indimellem muligheder, man ikke må sige nej til. Så jeg har lukket Pure Friday ned,” siger Jesper Wædeled.

Omsætningen skal fordobles

Både Henrik Sandgaard og Jesper Wædeled har høje forventninger til X-Companys fremtid.

“Et af vækstpotentialerne er som sagt, at servicere vores eksisterende kunder endnu bedre, hvilket vi får mere tid til nu. Et andet potentiale er naturligvis at skabe flere relationer og indgå samarbejder med nye partnere. Forventningen er, at vi kan fordoble omsætningen inden for de næste fem år,” siger Henrik Sandgaard og suppleres af virksomhedens nye CSO.

“Tidligere har jeg kun kendt X-Company udefra, og virksomhedens omdømme er, at det fungerer: Med hurtige leveringer, ingen problemer, reelle mennesker og priser, der holder. Der er styr på værdierne, man opfører sig ordentligt, og når der opstår problemer, rydder man op. Derfor er jeg helt sikker på, at der også er basis for at fordoble omsætningen,” siger han.

I dag beskæftiger X-Company 14 ansatte på hovedkontoret i Ikast og 16 på kontorer andre steder i verden, blandt andet Holland. Desuden beskæftiger X-Company 200 mennesker i Kina, hvor virksomheden har fabrik, systue, kontor og showroom.

LÆS OGSÅ:

Les Deux opruster som led i vækststrategi