Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Bloggers Delight stiller skarpt på mikro-influencere

Det danske bloggernetværk vokser fortsat og har netop løftet sløret for deres nyeste satsning – en helt ny afdeling, der er dedikeret til det voksende marked for mikro-influencere.   
Det danske bloggernetværk vokser fortsat og har netop løftet sløret for deres nyeste satsning – en helt ny afdeling, der er dedikeret til det voksende marked for mikro-influencere.   

“I takt med at influencer marketing-budgetterne vokser, oplever vi en stigende interesse fra annoncørerne i forhold til at køre kampagner, hvor man kombinerer ambassadørskaber hos velkendte influencere med såkaldte mikro-influencere, der skal støtte kampagnerne op.”

Sådan fortæller direktør hos Bloggers Delight, Henrik Akselbo, i forbindelse med det danske bloggernetværk og influencer bureaus nyeste strategiske satsning. En ny afdeling specielt dedikeret til mikro-influencere – altså de influencere, der typisk har mellem 1000-10.000 følgere.

“En af de markante forskelle mellem mikro-influencere og de såkaldte makro- og mega-influencere, som vi har arbejdet med i snart otte år, er naturligvis prisen. Et opslag hos en profil med 1000 følgere er billigere end et opslag hos en profil med 100.000 følgere. Ved at aktivere mikro-influencere i kampagner kan man som brand således få produceret en masse indhold, når man eksempelvis aktiverer 25-50 forskellige profiler. Hvorimod hvis man ønsker at nå bredt ud, bør man indtænke større influencere også. Vi ser derfor ofte at kombinationen af forskellige typer i et kampagnesetup skaber det bedste resultat,” siger Henrik Akselbo videre i en pressemeddelelse.

Mikro-influencere er fortsat et effektivt markedsføringsredskab

At mikro-influencere er et markedsføringsredskab, der kan være mindst ligeså – eller ligefrem endnu mere – effektivt end de influencere med flest følgere, er dog ingen nyhed. Tilbage i april gav Lasse Baungaard, stifter af kommunikationsbureauet DIGITYPES, tre gode grunde til, at man som modevirksomhed burde overveje denne type influencere i sin markedsføringsstrategi.

“Mikro-influencere er uden tvivl måden man får allermest ud af sine penge på. Selv større brands er begyndt at bruge dem nu. Hvis målet med ens influencer marketing er at nå rigtig bredt ud, så er det selvfølgelig makro-influencere, man skal samarbejde med. Men så skal man også have den store pengepung op,” sagde Lasse Baungaard dengang til Fashion Forum.

Bloggers Delight har allerede godt fat i influencer markedet – et marked de i løbet af 2017 og 2018 har udvidet med et øget fokus både internationalt og på herremode. Virksomhedens nye afdeling skal omfatte både rekruttering af nye mikro-influencere samt øget fokus på talentudvikling og vejledning, og skal bygge videre på det arbejde med mikro-influencere, som Bloggers Delight allerede har udført de seneste år for blandt andre Jotex, Sundhedsstyrelsen og Nescafé.

Til at stå i spidsen for afdelingen har Bloggers Delight styrket teamet med to nye ansættelser i form af Nicolai Mazur og Wicki Sørensen. Førstnævnte har flere års erfaring med influencer marketing gennem sin egen virksomhed, Mazur Media, hvor han har arbejdet med blandt andre Danske Bank og Forbrugerrådet Tænk. Wicki Sørensen kommer fra en stilling som Business Development Manager hos Brandheroes, ligesom hun før det sad hos netop Bloggers Delight som Account Manager.

Nicolai Mazur tiltrådte sin stilling her i august, mens Wicki Sørensen starter den 1. oktober 2018.