Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed, Indland

Danskerne bruger kun en fjerdedel af deres tøj i garderoben

Danskerne bruger i gennemsnit kun omkring en fjerdedel af det tøj, de har hængende i garderoben, viser ny undersøgelse.
Danskerne bruger i gennemsnit kun omkring en fjerdedel af det tøj, de har hængende i garderoben, viser ny undersøgelse.

Der er et stigende fokus på det overforbrug, som vi særligt i de vestlige lande er skyld i. Med flere og flere brands, der prøver at gøre noget ved den store miljøbelastning, som tøjproduktion er medfører, kommer der også et stadigt større fokus på, hvad forbrugerne selv kan gøre. Tøjmarkeder, der giver nyt liv til glemt tøj, bliver stadigt mere populære, mens andre gensalgstjenester som Tradono, der sidste år fusionerede med Trendsales, oplever en støt vækst. Og noget tyder på, at vi har masser af tøj liggende, som sagtens kunne tåle endnu en omgang i manegen.

Det tyske flyttefirma, Movinga, har nemlig lavet en ny undersøgelse, hvor de har set på, hvor stor en del af det tøj, vi har i vores garderober, vi faktisk bruger. Det skriver Fashion United. I undersøgelsen har flyttefirmaet spurgt 18.000 familier i 20 lande – heriblandt Danmark – hvor stor en procentdel af deres garderobe, de har haft på indenfor de seneste tolv måneder. Efterfølgende har Movinga undersøgt sagen og besøgt de adspurgte familier for at finde ud af, hvor stor en procentdel af tøjet, der faktisk bliver brugt.

Ud af de 20 lande, undersøgelsen inkluderer, ligger Danmark på en 12.-plads over de lande, som bruger den største procentdel af vores garderober, hvilket svarer til 26 %. Til gengæld har vi danskere et lidt forvrænget billede af hvor meget af vores tøj vi bruger, da vi ifølge undersøgelsen tror, at det er hele 71 % af vores tøj, vi har haft på indenfor det sidste år. Det land, som er bedst til at få brugt indholdet i deres skabe, er Rusland med 47 %. I den anden ende af skalaen ligger de belgiske familier, der ifølge undersøgelsen kun bruger 12 % af deres tøj.

“Når havene bliver stadigt mere forurenede med plastik, og fast fashion-industrien er større end nogensinde, er det tid til at begynde at opmuntre individet til at genoverveje, hvorvidt de virkelig har brug for flere ting,” udtaler Movingas Managing Director, Finn Age Hänsel, til Fashion United.

Med undersøgelsen vil Movinga gerne gøre forbrugerne opmærksomme på, hvor lille en del af det, de ejer, som faktisk bliver brugt, og derigennem opfordrer de til, at man som forbruger begynder at tage mere aktivt stilling til sine køb.