Det iscenesatte rum: Holly Golightly i nye rammer
Efter mange år på samme adresse, flytter luksusmodebutikken Holly Golightly nu til nye og større lokaler i København.Holly Golightlys accessories-butik lukkede i lørdags. Den 28. juli følger tøjbutikken trop. Men begge dele dog kun for en kort bemærkning. Hvor Holly Golightlys gamle lokaler overtages af henholdsvis Gestuz og Stella Nova, rykker Holly Golightly selv til Borgergade, hvor de samler begge butikker i en 250 kvadratmeter stor butik – stadig med et eksklusivt udvalg af luksusbrands.
“Vi har længe søgt efter det helt rigtige sted at udvide og slå begge de nuværende butikker – og ikke mindst personalet – sammen på en ny og mere kreativ platform,” fortæller indehaver Barbara Maj Husted Werner, der ikke lægger skjul på, at det ud over at være en spændende udfordring for hende selv og butikken, også er for at skille sig markant ud fra den megen konkurrence, der er på markedet nu.
Scenograf bag Holly Golightlys indretning
Den nye butik får – udover mere plads til at udvikle sig på og flere prøverum til kunderne – også plads til, at man kan få en kop kaffe og se skiftende udstillinger. Til indretningen har Barbara Maj Husted Werner arbejdet sammen med scenograf Peter Grant, der udover at have indrettet de originale forretninger også har stået bag scenografien på de fleste af Lars Von Triers film samt medvirket til en lang række danske og internationale film og TV-serier.
“Jeg vil gerne lave mere projektorienteret arbejde og kortere specialiserede udstillinger i den nye butik. Det skal være en destination, hvor man kan blive inspireret på mange forskellige måder, drikke kaffe og lytte til musik,” fortæller Barbara Maj Husted Werner og fortsætter:
“Det er fantastisk at arbejde med Peter Grant og hans team, som er så sjældent dygtige og ser langt videre, end jeg nogensinde kunne drømme om. Jeg er selv meget frisk på at eksperimentere med farver og indretning, og der går vi virkelig godt i spænd.”
Foruden at være kvinden bag Holly Golightlys nøje kuraterede selektion af tøj, sko og accessories, bliver Barbara Maj Husted Werner også tit selv fremhævet for sin personlige stil og sans for vintagefund, prints- og mønsterkombinationer, der smitter af på både butikken, hendes påklædning og hjem.
Off the beaten track
Med den nye butik rykker Barbara Maj Husted Werner – ikke langt – men dog lidt uden for de mest konventionelle shoppegader i indre København.
“Jeg er helt vild med, at Borgergade er lidt ’off the beaten track’ med både kinesisk restaurant og solcenter samtidig med, at det er kun er tre minutters gang fra vores oprindelige butikker. Gaden er på en måde indgangen til København, men endnu ikke fuldt udviklet, og det kan vi godt lide. Alt i alt, er det kun med til at understøtte det, jeg gerne vil: at distancere mig fra den normale detailscene og tilbyde en langt større oplevelse for sanserne.”
Butikken åbner i Borgergade 17b, København, den 7. august under Copenhagen Fashion Week.