Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Økonomi

Stella Nova: “Vi har en plan, og den følger vi”

Det danske brand er godt på vej ud på den anden side efter et par hårde år med underskud og gæld. Både omsætning og egenkapital er i bedring – men der er stadig et stykke vej endnu, fortæller CEO Lili Denta.
Det danske brand er godt på vej ud på den anden side efter et par hårde år med underskud og gæld. Både omsætning og egenkapital er i bedring – men der er stadig et stykke vej endnu, fortæller CEO Lili Denta.

“Vi har brugt de sidste fem år på at styrke forretningen og komme i vækst. Og i 2016 lykkedes det os at vende skuden og fremlægge vores første overskud i lang tid,” fortæller administrerende direktør i Stella Nova, Lili Denta, der for nyligt har fremlagt årsregnskab for det danske brand.

Heri sås det, at Stella Nova også i 2017 formåede at skabe sorte tal på bundlinjen – årets resultat ender på lidt over 725.000 kroner, ligesom at også omsætningen er øget mellem 2017 og 16. Og det er, ifølge ledelsen, både forventet og tilfredsstillende.

“Resultatet ikke fantastisk – men det er rigtig godt i forhold til den sti, vi har lagt. Virksomheden havde et meget stort underskud i 2012 og 13, hvor ledelsen stod med beslutningen, om de skulle fortsætte eller lukke ned. De valgte at fortsætte,” fortsætter Lili Denta, der satte sig i direktørstolen hos Stella Nova for bare fire år siden i 2014, på et tidspunkt, hvor der var hårdt brug for forandring og nye administrative kræfter i brandet. Siden da har hun arbejdet på at få Stella Nova ud af krisen. Målet var at begynde at få gang i væksten igen – en proces, der tager tid, når man som Stella Nova har ligeså meget fokus på at vokse organisk som på at sælge tøj.

“Det er et hårdt sejt træk, da vi gerne vil gøre det ordenligt. Ingen skal miste penge på os, hverken investorer, leverandører, skat, eller andre. Vi tror på, det er den rigtige vej fremad.”

At skære ind til benet

Stella Nova blev stiftet i 2002 af designer og kreativ direktør Trine Skoller. Siden da er det gået op og ned for virksomheden, der efter ansættelsen af Lili Denta har gennemgået en omfattende optimering. Det har blandt betydet at Trine Skoller er trådt ned som administrerende direktør, for at kunne dedikere sig udelukkende til det kreative. Men også administreringen af den interne økonomi er blevet taget op til genovervejelse.

“Jeg har brugt det første tid på at kigge på regnskabet og på at skære helt ind til benet. Førhen er der blevet brugt for mange penge i forhold til, hvad vi tjente. Og det skulle der rettes op på. Derudover omstrukturerede vi hele vores salgshold, så vi i dag har agenter, der kun tjener penge, hvis de sælger. Målet var først og fremmest ikke at have underskud, og det er det stadig,” fortæller Lili Denta videre.

Selvom Stella Nova de sidste to år har formået at generere et overskud, er det dog faldet en anelse mellem 2016 og 17. Det skyldes, ifølge Lili Denta, at virksomheden har foretaget store investeringer i salg og PR i løbet af 2017, heriblandt i form af en ny salgschef, ligesom at de besluttede at tage alt PR in house og oprustede med en ny PR & Marketingskoordinator i august. Lignende ser det ud for virksomhedens gæld, der er faldet med lige godt en million kroner fra 2016 til 17, men som stadig er på mere end 11 millioner kroner og derfor fortsat overstiger og har negativ påvirkning på egenkapitalen.

“Lige nu er egenkapitalen lige under minus tre millioner. Men det tal lød på minus seks millioner for bare nogle år siden. Så vi er stille og roligt ved at arbejde os op og bruger meget af det overskud, som vi generer, til at nedbringe vores egenkapital,” siger Lili Denta, som oplever, at nogle medier til hendes ærgrelse har valgt at fremhæve det negative fremfor det positive i deres regnskab, hvilket hovedsageligt skyldes, at Trine Skollers far, entertaineren Eddie Skoller, indledningsvis skød penge i virksomheden.

“Der er ingen krise her. Virksomheden er i vækst, men vi har været stille omkring det, da vi ikke har brug for potentiel negativ omtale. Vores kunder reagerer prompte, når medier skriver vi er i vanskeligheder. Vi tror på, vi er på rette vej, og det vil vi jo gerne have, at vores kunder også fornemmer,” forklarer hun.

Overskud til nye satsninger

Lili Denta er altså fast besluttet på at puste nyt liv i Stella Nova, der sidste år kunne fejre 15 års fødselsdag. Det kræver både flere investeringer, men også en realistisk vækststrategi.

“Vi regner med at komme ud af 2018 med cirka samme overskud som 2017, da indtjeningen også i år vil være påvirket af forsatte investeringer. Målet er, at vi kan fortsætte kursen og genere et stabilt overskud hvert år. På den måde kan vi forhåbentlig om et par år sikre os egenkapitalen tilbage,” siger hun og fortæller, at nogle af virksomhedens aktionærer desuden vil investere yderligere i Stella Nova med henblik på at øge væksten på længere sigt.

Indtil da, er planen at Stella Nova skal vækste gennem nye PR- og salgsstrategier, ligesom at der efterhånden er stabilitet nok til at kaste blikket mod nye markeder.

“Næste skridt er at ekspandere til Tyskland, hvor vi skal på messe i Berlin for første gang i juli,” fortæller Lili Denta, der også kan løfte sløret for en satsning i detailleddet. Stella Nova har besluttet at åbne deres første butik i Indre By i Købehavn til efteråret, hvor de vil overtage de flotte lokaler på Gammel Mønt 2 efter Holly Golightly.

“Ambitionen er at sikre kontrolleret vækst, hvor vi investerer lidt men samtidig øger omsætningen. Vi ved godt det er en lang, sej rejse – men vi har en plan, og den følger vi,” afslutter Lili Denta.