Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Morten Ussing vinder Salling Fashion Award

Torsdag aften kulminerede HEADSTART FASHION AWARDS 2018, hvor tre priskategorier skulle uddeles til særlige talenter i den danske modebranche. Morten Ussing løb med Salling-prisen og en præmie på 30.000 kroner.
Torsdag aften kulminerede HEADSTART FASHION AWARDS 2018, hvor tre priskategorier skulle uddeles til særlige talenter i den danske modebranche. Morten Ussing løb med Salling-prisen og en præmie på 30.000 kroner.

“Jeg er fuldstændig overvældet over at vinde blandt et så stærkt felt. Det kommer meget bag på mig, at jeg er den heldige vinder. Jeg vil bruge præmien til at investere i e-handel, som er det næste skridt for mig, og så vil jeg lave et show til august,” lød det fra Morten Ussing, da han i går aftes løb med Salling Fashion Award 2018 samt medfølgende præmie på 30.000 kroner og pop-shops i Sallings stormagasiner i Aarhus og Aalborg.

Han var i skarpt opløb med fem andre nystartede danske modebrands, heriblandt Sandermann, Rue de Tokyo, Another Project, Twelvepieces og Maardt Studio.

Det er andet år i træk, at Salling hylder en nystartet, dansk virksomhed i modebranchen i samarbejde med Headstart Fashion AwardsSidste år vandt aarhusianske Lakor, der i dag er en fast del af sortimentet i Salling.

Morten Ussing, der grundlagde sit brand i 2016, blev udpeget af en jury bestående af designerne Mark Tan og Ellen Pedersen, Ph.d. på Designskolen Kolding Else Skjold, Head of Fashion ved Kopenhagen Fur Mette Harestrup, direktør i HEADSTART FASHION Christian Chapelle og marketingchef i Salling Birthe Wiberg. De lagde særlig vægt på designerens appellerende design, høje niveau i både håndværk og materialevalg samt store fremtidspotentiale, fortæller Head of Marketing i Salling, Birthe Wiberg:

“Morten Ussing har et meget stærkt design med stor ’wow-faktor’ og udmærker sig ved at gå på tværs af hastige modetrends. Med et højt niveau af både håndværk og materialevalg gør det brandets karakteristiske signaturstil til et frisk pust,” siger hun i pressemeddelelsen og fortætter:

“Det var ikke en let afgørelse for juryen, men Morten Ussing skiller sig ud fra mængden og besidder et potentiale, som endnu ikke er blevet udnyttet fuldt ud. Vi er meget begejstrede for at kunne hylde ham som årets vinder af Salling Fashion Award.”

En stærk forretningsmodel og lovende studerende

Udover Salling Fashion Award blev yderligere to priskategorier overrakt til gårsdagens store awardshow. Danske Bank Fashion Award, der sidste år gik til Sports Group Denmark, overrækkes til virksomheder, der formår at opbygge en forretningsmodel med solid vækst og en høj grad af internationalisering. Denne blev i år vundet af skobrandet Pavement, der modtog en præmie på 20.000 kroner.

”Modebranchen er en vigtig branche for Danmark, der er kendetegnet ved mange dygtige virksomheder med høj vækst, stor eksport-andel og mange ansatte. Danske Bank vil gerne understøtte HEADSTART FASHIONs formål med at bidrage til mere vækst og udvikling i modebranchen,” udtaler Poul Nielsen, områdedirektør i Danske Bank, der kunne overrække prisen til Pavement, som siden etableringen i 2010 er repræsenteret i mere end 400 butikker på tværs af hele Nordeuropa og Skandinavien i dag.

Derudover blev der i går også fundet hele to vindere i den tredje og sidste kategori, nemlig Bizz Award, der uddeles af VIA Design & Business.

Den ene pris gik til en studerende, som har gjort det særlig godt under erhvervspraktikken på 3. Semester, nemlig Lasse Brask Andersen, som Studerer Branding på VIA Design & Business i Herning og som har været i praktik hos Shoe Chapter. Den anden pris gik til Christina Bagger Slivsgaard, som er studerende på en af skolens business overbygninger, Purchasing Management, og som fagligt har gjort en ekstra indsats.

Begge er udpeget af en jury bestående af undervisere, samarbejdspartnere, praktikkoordinator og fagfolk fra branchen, og modtog hver især en anbefaling samt et gavekort på 10.000 kroner.