Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Uddannelse

Ny kandidat skal forene kunst og erhverv

Copenhagen Business School og Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler er gået sammen om en ny tværfaglig kandidatuddannelse i Strategisk design og Entrepenørskab. Målet er at styrke fremtidens kreative erhvervspotentiale.
Copenhagen Business School og Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler er gået sammen om en ny tværfaglig kandidatuddannelse i Strategisk design og Entrepenørskab. Målet er at styrke fremtidens kreative erhvervspotentiale.

Når dørene til september åbnes til den nye kandidatuddannelse i Strategisk design og Entrepenørskab, bliver det med en ambition om at kombinere de faglige, kunstneriske kompetencer med de erhvervsmæssige kompetencer, fremgår det af en pressemeddelelse. En kombination erhvervslivet i høj grad efterspørger, forlyder det.

“Jeg mener, det er en vigtig uddannelsesmæssig opgave at styrke den tværgående viden, og at vi dermed giver markedsmulighederne inden for vores fag et ekstra skub,” forklarer rektor for KADK, Lene Dammand Lund, i pressemeddelelsen, der bakkes op af Per Holten-Andersen, rektor på CBS:

“I Danmark er vi kendte for vores design og arkitektur, og med denne nye uddannelse kan vi uddanne kandidater, der har den nødvendige viden og forståelse på tværs af fagområder til at samarbejde og skabe værdi baseret på kunstneriske kompetencer og design,” forklarer han.

Inspirationen til uddannelsen er hentet fra lignende initiativer på blandt andet Aalto Universitet i Finland og Parsons School of Design i New York. Målet er, at arkitekt- og designstuderende skal have et bedre grundlag for at bedrive virksomhed, ligesom de studerende fra CBS skal få indsigt i designfagets mange facetter. På den måde vil man forhåbentligt kunne imødekommende Erhvervsministeriets vækstambitioner på vegne af de kreative brancher.

Fordi blikket er rettet mod det eksisterende erhvervsliv stiller samarbejdspartneren BLOXHUB, det nye københavnske netværk etableret af København Kommune, Erhvervsministeriet og Realdania, de studerende opgaver baseret på reelle problemstillinger i erhvervslivet. På den måde kommer eleverne ud på den anden side med både uddannelsesmæssige evner og erhvervsmæssigt udsyn. Mette Kynne Frandsen, CEO hos Henning Larsen Architects, er også begejstret for den nye uddannelse.

“Jeg hilser den nye uddannelse meget velkommen. Det er helt oplagt at skabe en større synergi mellem de kunstneriske kompetencer fra KADK – og de kommercielle kompetencer fra CBS. Vi har ude på tegnestuerne behov for medarbejdere, der forstår at kombinere de to vidensfelter allerede når de kommer ud fra uddannelsesinstitutionerne, særligt fordi markederne er så omskiftelige. Det er helt sikkert noget, som vi vil få gavn af i arkitektbranchen,” siger hun.

Studerende fra begge institutioner kan søge optagelse på uddannelsen.