Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Smykket der gik viralt, rygter om Wintour og stor retsag i Saint Laurent-regi. Her er Ugen i mode

Maria Black havde sit livs medieuge, Gosha Rubchinskiy stopper sit label, og Hedi Slimane vinder stort søgsmål over Saint Laurent.
Maria Black havde sit livs medieuge, Gosha Rubchinskiy stopper sit label, og Hedi Slimane vinder stort søgsmål over Saint Laurent.

Dansk smykke gik viralt
Da Christina Aguilera i den forgangne uge gik viralt med sit til dato pæneste look med naturlig, fregnet hud og bløde, lyse lokker på forsiden af Paper Magazine, skabte hun samtidig opmærksomhed omkring en dansk smykkedesigner. Maria Blacks signifikante MOM-ring fra den nye Heroes-kollektion var nemlig smukt placeret på hendes pænt manicurerede langfinger. Også inde i magasinet bar pop-sangerinden Maria Blacks smykker.

“Vi kunne ikke få en bedre ambassadør for denne kollektion end lige netop hende, og det var så vildt at følge billedet sprede sig over internettet som ringe i vandet,” udtaler Maria Blacks pressechef Trine Fruergaard.

Vogue får det hele med
Meningerne har været delte, siden Edward Enninful blev ansat på Vogue UK. Var det alene et mediestunt, eller mente han virkelig det med, at han vil skabe et magasin med vægt på diversitet? Anyways, så har han med sin maj-udgave, der kom på gaden denne uge, virkelig forsøgt at slå en fed streg under sine intentioner med ikke bare én eller to, men hele ni banebrydende modeller på forsiden – heriblandt Halima Aden, der dermed er den første hijab-bærende model på magasinets forside. De øvrige modeller er Adut Akech, Radhika Nair, Yoon Young Bae, Faretta Radic, Fran Summers, Vittoria Ceretti, Paloma Elsesser og Selena Forrest.

Ny tour de Wintour?
Nu vi er i Vogue-regi, så er vi selvfølgelig også blandt dem, der holder skarpt øje med Anna Wintour. For er det virkelig nu, dette efterår, at hun vil trække sig fra sin magtfulde chefredaktørstol, som rygtet siger? Og hvem skal i så fald overtage? Kim Kardashian?

Gosha Rubchinskiy i nye konstellationer
Den russiske komet-designer Gosha Rubchinskiy stopper sit Comme des Garcon-støttede brand i eget navn for i stedet at starte et endnu hemmeligt projekt, der efter sigende skal udforske nye måder at skabe og sælge produkter. Som en konsekvens heraf præsenterer det 10 år gamle mærke ikke en ny kollektion i juni i Paris, som det ellers var forventet.

Hedi Slimane vinder søgsmål over Saint Laurent
Lige knap 70.000.000 kroner efter skat er den nette sum, som designeren Hedi Slimane netop har fået medhold i, at Saint Laurent skylder ham for hans sidste år som kreativ direktør hos brandet. Han forlod sin stilling i 2016 efter fire år på posten, hvor han blandt andet stod for den omstridte forkortelse af brandets navn, hvor Yves’et røg. Skilsmissen fra det Kering-ejede Saint Laurent endte i en rodet affære omkring hans konkurrence-klausul, der i dag kan ses som en opvarmning til den retsag, de to parter netop har været igennem.