Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Ny Hummel-CEO vil øge omsætningen markant

Allan Vad Nielsen har store ambitioner for den danske sportskoncern, der især skal øge salget online frem mod 2023.
Allan Vad Nielsen har store ambitioner for den danske sportskoncern, der især skal øge salget online frem mod 2023.

CEO for Hummel, Allan Vad Nielsen, har netop løftet sløret for en ambitiøs vækststrategi, der har til formål at øge koncernens omsætning til 2 milliarder kroner inden 2023. Det skriver Børsen.

Siden den nye direktør satte sig i stolen hos den danske sportskoncern for under ét år siden, er det ikke gået stille for sig. Allerede kort tid efter sin officielle indsættelse, i august 2017, igangsatte den nye topchef en større sparerunde i virksomheden, hvilket medførte et farvel til ni ansatte på tværs af organisationen.

Den nye vækststrategi, der internt i virksomheden går under navnet Hummel 3.0, har fokus på at øge omsætningen hovedsageligt gennem et styrket onlinesalg. Netop nu løber Hummels online omsætning op på cirka 10 millioner kroner, ligesom at det samlede onlinesalg, både via egen hjemmeside og eksterne forhandlere, udgør under 10 procent af koncerns samlede omsætning – et tal, der ifølge Allan Vad Nielsen ikke er tilfredsstillende.

”Det er alt for lidt til vores ambitioner. Vi skal i strategiperioden frem til 2023 op på 25 procent af den voksende omsætning,” fortæller han til Børsen og uddyber:

”Hummel har vækst i salget til alle onlineplatforme, og potentialet er meget stort. Vi går i samarbejde med eksempelvis Zalando eller Asos om salg fra deres platforme. Vi skal selv have varerne på lager, sende ud til kunderne og så videre, det øger vores risiko og kræver investeringer i systemer, lagervarer og så videre, men det virker,” siger Allan Vad Nielsen videre.

Udover at øge koncernens onlinesalg indeholder Hummel 3.0 også andre væksttiltag, heriblandt sanering af kollektioner, interne omlægninger, øget satsning på mode samt åbningen af flere fysiske Hummel-butikker og shop-in-shops.

”Målet om to milliarder kroner er ambitiøst. Fremgang hvert år vil i sig selv være flot. Men vi har gang i så mange ting, at jeg har helt ro i maven over, at jeg har lovet ejeren 2 milliarder kroner i omsætning og 10 procent heraf i resultat før skat i 2023,” afslutter Allan Vad Nielsen.

Hummels samlede omsætning udgjorde i det seneste regnskabsår, under ledelse af forhenværende CEO Søren Schriver, 1,2 milliarder kroner.