Barbara I Gongini: "På Revolver netværker man"
Den erfarne, færøske designer er denne uge på Revolver, hvor hun viser både sin hovedkollektion og nyere underlinje Norðan – og det er gået over alt forventning, fortæller hun, da Fashion Forum besøger brandet torsdag formiddag.Det er anden dag på Revolver og stemningen er god. En af sæsonens mange udstillere er Barbara I Gongini, der beretter om en travl første messedag for sit brand af eget navn. Deres stand er placeret i et område med æstetisk ligesindede mærker, hvilket hun er meget tilfreds med.
”Revolver er blevet bedre og endnu mere kurateret. Og så er der kommet flere internationale indkøbere, hvilket er vigtigt for et brand som vores, der har sine største kunder i udlandet,” fortæller designeren, da vi besøger hende på hendes stand torsdag formiddag. Ifølge Barbara I Gongini er Københavns messeopbakning unik i forhold til andre lande.
”Det er specielt for København, at stort set alle er på en messe. I udlandet er man mere på selvstændige showrooms. På en messe som Revolver netværker man og møder nye indkøbere,” siger hun og tilføjer:
”Men begge messer er stærke, og CIFF udmærker sig med deres mange fede kunstgreb.”
Det er indtil videre gået over alt forventning for Barbara I Gongini, der ellers ofte bekymrer sig for, om der kommer nok kunder igennem messen – i morges kunne hun knapt nok komme gennem døren for bare mennesker.
”Det er gået overraskende godt,” fortæller hun.
Et sammenhold
Modeugen i København har i mange år haft Barbara I Gonginis konceptuelle shows på showkalenderen, men denne sæson har brandet valgt at prioritere anderledes. De kommer kun til at være på messen, fortæller Barbara I Gongini, der begrunder brandets fravær i showkalenderen med to forskellige overvejelser.
”For det første var det tiltrængt med en showpause, fordi der sker så mange ting for vores brand lige nu. Men jeg synes også, der er kommet et lidt for kommercielt fokus under modeugen, der kan være lidt skævvridende,” siger hun.
Men selvom Barbara I Gongini ikke holder show denne sæson, har hun ikke glemt sin ambition om at bidrage til sammenholdet i branchen. Af denne grund overværede hun for eksempel designskolen VIA Designs show i onsdags. Det handler om at tilkendegive sin støtte, forklarer hun.
”Jeg var til VIAs show på CIFF i går. Det synes jeg er vigtigt. At støtte de unge. Det var et virkelig godt show – jeg kan godt lide at følge med i, hvad de unge laver,” siger hun.
Positive forandringer og en anerkendelse
Der er mange nye ting på tapetet hos Barbara I Gongini. Blandt andet har hun for nyligt vundet den Færøske Kulturpris, som er den største hæder for en kulturperson på Færøerne. Barbara I Gongini håber, at det kan være med til at booste både deres skandinaviske og internationale opmærksomhed og understreger den stolthed, der er forbundet med prisen.
”Det er en kæmpe ære for en færing at få den pris, da den normalt ellers går til malere eller forfattere. Så det er et kæmpe skulderklap for både mig og beklædningsfaget generelt at få den anerkendelse,” siger hun.
Ydermere valgte hun tidligere i januar at flytte brandets butikskoncept væk fra indre by. Hun fortæller, at butikken i første omgang var tænkt som et frirum for kreative udfoldelser, som hun sammen med sin italienske udlejer havde udtænkt. Han trak sig dog hurtigt mere tilbage og efterlod Barbara I Gongini på egen hånd.
”Butikken kørte egentlig fint, og det var ikke en underskudsforretning, men det blev ikke helt det fælles projekt, som vi havde regnet med. Nu rykker vi så ud på Refshaleøen, i det område, hvor vi i forvejen har et studie, mens vi leder efter det perfekte lokale til butikken herude. Jeg føler, der sker mange spændende ting her, og det vil vi gerne være med til, så det giver mening at rykke butikken og den oplevelse, den kan give, tættere på studiet,” forklarer hun om flytningen og afslutter:
”Og så vil jeg gerne selv være mere involveret i den, end jeg hidtil har været.”