Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge

Malene Malling: ”Jeg har lært at lytte til min mavefornemmelse”

Sådan lyder det fra den erfarne modeentusiast, Malene Malling, der i morgen deler ud af sin viden i samarbejde med Copenhagen Fashion Week.
Sådan lyder det fra den erfarne modeentusiast, Malene Malling, der i morgen deler ud af sin viden i samarbejde med Copenhagen Fashion Week.

Allerede fra barnsben havde Malene Malling øje for, hvad der udgør godt design, når hun sad på gulvet i prøverummet og kiggede op på sin mor, der havde taget hende med ind til København for at gå i butikker. Herfra spirede drømmen om at få en karriere i modebranchen – en drøm der for længst er gået i opfyldelse for Malene Malling, der i dag har et af branchens måske længste og mest imponerende CV’er inklusiv titlerne iværksætter, forlagsejer, chefredaktør og kreativ direktør. For bare at nævne et par stykker.

Det er især hendes hjertebarn, forlaget Malling Publications og herunder modemagasinet Cover, der har ageret hovedperson i Malene Mallings karriere – i hvert fald indtil hun for kun lidt over et år siden tog beslutningen om at lukke magasinet efter mere end et årti på markedet og i stedet dedikere sin tid og sine evner til nye udfordringer i stillingen som kreativ direktør for Bestseller-brandet Vero Moda.

”Det er anderledes og så alligevel ikke. Det er ikke nyt for mig at arbejde med kunder, det var også en stor del af Cover, men det er nyt at bruge så meget tid på ét brand. Det har været spændende at koncentrere sig om én ting for en gangs skyld,” fortæller Malene Malling, der i dag er meget afklaret omkring at have sat punktum på det kapitel af hendes liv, der hed Cover.

”Det var virkelig spændende i starten ­– og virkelig hårdt til sidst. Mod slutningen handlede det mest af alt om at tackle udfordringerne forbundet med at drive et printmedie i dag, end det handlede om kultur og æstetik. Det var først bagefter, jeg indså, hvor stort et ansvar, det egentlig havde været. Så det er en stor lettelse. Nu kan jeg trække vejret helt ned i maven,” siger hun og understreger, at det dog også er vigtigt for hende fortsat at kunne slå sine folder i modebranchen.

Dansk modes momentum
I morgen sætter Malene Malling sig i talerstolen, når Copenhagen Fashion Week inviterer til My Story Over Lunch på Apollo Bar i København. Herfra vil hun dele ud af sine erfaringer og sin viden om den danske såvel som internationale modebranche til fordel for de mange modeinteresserede gæster. For Malene Malling handler det både om at give noget videre til dem, der har lyst til at lytte, men også om at støtte op om den modeuge, som hun har fulgt tæt siden begyndelsen, og som hun i dag synes er mindst ligeså relevant som dengang.

”Copenhagen Fashion Weeks ambitioner om at arbejde for at åbne modeugen op for slutforbrugerne og invitere dem ind, der reelt er interesserede, synes jeg virkelig er en god idé og noget, som jeg gerne vil støtte,” siger hun.

Malene Malling har efterhånden mistet det præcise tal på, hvor mange modeuger hun har spenderet foran en catwalk med blikket rettet mod den danske branches nyeste bud på næste sæsons tendenser. Men designerne, dem glemmer hun ikke. Malene Malling kan opremse samtlige modetalenter herhjemme, både dem som var nye i branchen, da hun selv var det, og dem der er helt grønne i dag. For Malene Malling har det altid været vigtigt at have den nye generation for øje. I sin tid på Cover gjorde hun en dyd ud af at rekruttere spirende talenter til branchen, hvis hun mente, der var noget nyt og spændende at komme efter.

Men modebranchen er i konstant udvikling, og det der var vigtigt i går har ikke samme betydning i dag. Ifølge Malene Malling afspejler modebranchen lige nu især det forandrede medielandskab og medfølgende forbrugsmønstre.

”Den danske modebranche og de danske modebrands har det rigtig godt lige nu, fordi dansk mode oplever stor international mediebevågenhed, især på grund af sociale medier som Instagram. Danske designere er rigtig gode til at skabe relevant design, der rent faktisk kan bruges til både hverdag og fest, og så er det økonomisk tilgængeligt. Så udfordringen lige nu er bare at kunne holde det momentum,” siger hun og nævner det danske brand Ganni som eksempel.

”Ganni er et førsteklasses eksempel på et brand, der har formået at læse tiden, mestre medierne og udnytte det momentum som Danmark, dansk stil og danske piger har lige nu. Det er virkelig godt gået,” siger hun.

En vigtig livslektion
Selvom Malene Malling oplever stort talent i branchen, både kreativt og forretningsmæssigt, er der alligevel lidt malurt i bægeret. Bare lidt.

”Branchen er fyldt med talenter – og også nye af slagsen – som Cecilie Bahnsen, der virkelig er unik og enestående. Men jeg glæder mig til, at der kommer en ny generation af unge designere – et samlet talenthold – der vælter mig omkuld. Som virkelig vil noget med deres design, og som kan være med til at sætte dagsordenen i dansk mode. Ligesom vi har set det før i tiden,” siger Malene Malling, der har bygget en karriere på sin gode smag og evne til at spotte talent. Men ifølge hende selv er det ikke den vigtigste livslektion, hun har at give videre.

Når hun i morgen skal dele ud af sin viden og erfaring, er der især én ting, hun vil huske på. En ting, som hun gennem sin efterhånden lange karriere gang på gang har fået bekræftet, og som hun den dag i dag tror på, er grunden til, at hun har formået at skabe sig den modekarriere, som hun tilbage på gulvet i prøverummet kun turde drømme om – at være tro mod sig selv.

”Jeg har lært at lytte til min mavefornemmelse og stole på min egen intuition. Det er vigtigt at spørge sig selv, synes jeg det her er godt eller ej? Hvis man selv tror på det, så skal der nok også være andre, der gør,” afslutter Malene Malling.

My Story Over Lunch finder sted i morgen, lørdag den 27. januar, klokken 12 på Apollo Bar i København. Køb din billet her.