Social Zoo bidrager til modeugens internationale rækkevidde

Det danske agentur har netop lanceret et samarbejde på tværs af brands, som har til formål at bidrage til tiltrækningen af international presse, influencere og indkøbere til Copenhagen Fashion Week.
24.01.2018 ∙ af Sofie Ringtved Jensen
Foto: Duoen bag Social Zoo, Pernille Teisbæk og Hannah Løffler Schmidt.

Duoen bag det danske agentur Social Zoo, Hannah Løffler Schmidt og Pernille Teisbæk, har stor erfaring indenfor både dansk og international mode og derfor en omfattende viden om, hvad der foregår i branchen. Den viden har de to iværksættere nu sat sig for at drage nytte af under den kommende modeuge.

Social Zoo har netop løftet sløret for et samarbejde, der til formål at bidrage til tiltrækningen af international presse, influencere og indkøbere i forbindelse med den kommende modeuges AW18-præsentationer. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

I 2017 arbejdede Social Zoo sammen med Copenhagen Fashion Week omkring modeugens eksisterende hospitalityprogram for den inviterede presse-, indkøber- og influencergruppe i styrkelsen af modeugens internationale rækkevidde. Det arbejde fortsætter Hannah Løffler Schmidt og Pernille Teisbæk nu i egne rammer med invitationen af internationale pressefolk, indkøbere og influencere med henblik på at højne det internationale fokus for deres partnere og være med til at styrke oplevelsen af Københavns modeuge som en attraktiv designdestination.

”Vi har med GANNI, RAINS, Tromborg, Georg Jensen og Revolver samlet et stærkt hold af repræsentanter for dansk design og skønhed og desuden Mercedes-Benz som en spændende partner i denne sammenhæng. Vi glæder os utroligt meget til at skabe en kurateret oplevelse for gæsterne i samspil med vores partnere og binde det op på en fortælling om København som en førende mode- og kulturby,” udtaler Creative Director Pernille Teisbæk og Managing Director Hannah Løffler Schmidt i pressemeddelelsen.

International tilstedeværelse
Projektet er et to-dages program, der afvikles i samarbejde med hovedpartnerne GANNI og RAINS.

“Vi er utrolig glade for at kunne bidrage til, at Social Zoo kan facilitere så spændende et netværk af interessenter under Københavns modeuge. For os er samarbejdet et stærkt redskab, der muliggør en højere eksponering af de mange spændende projekter, der tager afsæt i København,“ siger GANNIs CEO, Nicolaj Reffstrup, der har arbejdet sammen med Social Zoo i etableringen af projektet. Han suppleres af ditto hovedpartner Philip Lotko for RAINS:

”Vi ser dette projekt som en god mulighed for at invitere internationale profiler til at møde os på vores hjemmebane, og vi ser Social Zoo som en førende spiller på området med et stærkt internationalt netværk og derfor som en oplagt samarbejdspartner for os i denne sammenhæng. Derudover er vi rigtigt glade for at være med på et bredt samarbejde omkring den kommende modeuge,” tilføjer han i pressemeddelelsen.

Hos Copenhagen Fashion Week byder man også initiativet velkomment og mener, at alle indsatser gælder i det fælles ønske om fortsat at kunne skabe Skandinaviens største modeuge.

”Vi skaber den bedste platform for danske og nordiske brands ved blandt andet hver sæson at invitere en gruppe af international presse, influencers og indkøbere, som vi præsenterer for alle shows under modeugen. Vi vil gerne vise København som modeby fra den stærkeste side ved at skabe et personligt program for vores gæster, til fordel for hele branchen. Dette er et af vores kerneområder, og det glæder os altid at se projekter, der støtter op om modeugen. Alt tæller i vores fælles ønske om at skabe den bedste salgs- og markedsføringsplatform for dansk og nordisk mode” lyder det fra Trine Rindsig LaursenHead of Development & Communication hos Copenhagen Fashion Week.

Social Zoos projekt lanceres under den kommende AW18-modeuge fra 31. januar til 2. februar 2018.