Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Ugen i mode

Nyheder fra ind- og udland: Barbara í Gongini flytter, CIFF KIDS indgår i velgørende samarbejde og OFF-WHITE-designeren Virgil Abloh lancerer budgetvenlig kollektion.
Nyheder fra ind- og udland: Barbara í Gongini flytter, CIFF KIDS indgår i velgørende samarbejde og OFF-WHITE-designeren Virgil Abloh lancerer budgetvenlig kollektion.

Ny satsning
Det danske modelbureau, Scoop Models, udvider repertoiret og åbner sit eget influencer-bureau kaldet Scoop Social. Den nye afdeling vil have medstifter af SMAC Agency, Kristina Rørbæk Askerud, ved roret, og har til formål at imødekomme den stigende interesse for sociale medieløsninger fra Scoop Models’ kunder. Fremover skal Scoop Social tilbyde brands og virksomheder en målbar salgskanal gennem eksponering på udvalgte influenceres egen blog, Instagram eller andre sociale medier.

Dansk design – dansk læder
Det danske taskefirma Still Nordic har i denne uge lanceret en ny taskelinje produceret af dansk læder – et materiale, der ellers ofte er forbeholdt lædervarer i luksusprissegmentet.

”Vi har længe ønsket at forene vores danske design med dansk læder, men det har samtidig været vigtigt for os, at kunne holde produkterne nede i et fornuftigt prisniveau. Takket være vores specielle set-up med en komplet, intern værdikæde; lige fra indkøb af huder, til design, egenproduktion og til salget, er det nu lykkedes at forene disse to ting,” siger produktansvarlig Lea Nielsen i en pressemeddelelse.

Den nye kollektion bliver lanceret sammen med brandets efterårskollektion i 2018 og vil i første omgang blive markedsført i Skandinavien, Tyskland og Holland.

En flytning
Den færøskfødte, danskbaserede designer, Barbara í Gongini, har netop offentliggjort, at brandet skal flytte. Nærmere bestemt er det butikken på Møntergade 2 i København, der efter halvandet år lukkes ned, for dog at blive genåbnet i brandets hovedkontor på Refshaleøen. Den nye butik vil blive en integreret del af Barbara I Gongini-værkstedet, i ønsket om at give kunderne en mere holistisk og eksklusiv shoppeoplevelse.

Et godt formål
Den danske børnetøjsmesse CIFF KIDS har i denne uge løftet sløret for et nyt partnerskab med Børne Hjernecancer Fonden. Det nye samarbejde tager sin begyndelse allerede under den kommende modeuge og har til formål at øge opmærksomheden omkring organisationen og at hjælpe med at indsamle penge til fortsat forskning i sygdommen.

Luksus på budget
Den efterhånden hypede designer Virgil Abloh og hans mindst ligeså hypede brand OFF-WHITE har i denne uge lanceret en helt ny – og betydelig mere budgetvenlig – capsule kollektion ved navn ’For All’. Den nye unisex-linje kan købes allerede nu i brandets globale butikker og vil blive løbende opdateret.

Nyt samarbejde
Det finske brand Marimekko og japanske butikskoncept Uniqlo har indgået samarbejde – et samarbejde, der skal udmunde i en specialkollektion til kvinder, der bærer Uniqlos klassiske snit kombineret med Marimekkos genkendelige print- og farveunivers. Kollektionen lanceres i Uniqlos butikker og online i Europa, Australien, Canada og USA den 29. marts og i Asien dagen efter.

Opkøbt
Det australske brand Billabong er for nyligt blevet opkøbt af konkurrenten Boardriders – tidligere kendt som Quiksilver – for 155 millioner dollars svarende til cirka 950 millioner kroner. En kærkommen kapitalinsprøjtning til Billabong, der har kæmpet med røde tal på bundlinjen siden 2013.

“Billabong-brandsenes styrker ligger i deres autenticitet og arv. Jeg er sikker på, at de kvaliteter ikke blot vil blive beskyttet men også yderligere forstærket gennem en ny organisation, som har både størrelsen og den finansielle sikkerhed til at forsætte med at støtte og opbygge virksomheden,” udtalte Billabongs CEO, Neil Fiske, om det nye ejerskifte til BBC.