Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Saint Tropez klar med ny strategi

CEO Sofie Lindahl-Jessen vil styrke brandets identitet og retailkanaler samt sikre mere fleksible indkøbsmuligheder.
CEO Sofie Lindahl-Jessen vil styrke brandets identitet og retailkanaler samt sikre mere fleksible indkøbsmuligheder.

Efter knap to måneder i stolen er CEO Sofie Lindahl-Jessen godt i gang med en omfattende rebranding af Saint Tropez, som hun mener er nødvendig, for at brandet igen kan få fodfæste i markedet. Det skriver Saint Tropez i en pressemeddelelse.

”Vi var blevet for uvedkommende og upersonlig i vores kommunikation. Saint Tropez-kvinden er måske ikke first mover, men hun har kant og holdninger, og det skal vi være med til at underbygge i vores kommunikation,” siger Sofie Lindahl-Jessen i pressemeddelelsen.

Når den nye visuelle identitet bliver synlig løbende fra SS18, vil det være et markant nyt udtryk i alt fra logo til butik, som møder forhandlere og kunder.

”Jeg glæder mig meget til at vise vores nye visuelle udtryk, og jeg er overbevist om, at vi vil stå stærkere i forbrugernes bevidsthed, samt skabe en større præference hos vores kunder. Allerede i dag har vi en relativ høj kendskabsgrad, men vi har manglet en profil, og det får vi nu,” forklarer Sofie Lindahl-Jessen.

Men opskriften på succes handler ikke alene om en ny visuel identitet, men også en skarpere retailprofil. Saint Tropez har 40 egne butikker, 32 i Danmark og otte i Sverige, samt mere end 1000 forhandlere på verdensplan. Allerede nu vil forbrugeren se en ændring, når de besøger en Saint Tropez-butik, hvor en tredjedel af alle varer i butikken er blevet fjernet for at skabe en større og mere inspirerende kundeoplevelse.

”Vi er stærke på detaljen, men det var svært at få øje på, og vi har derfor strammet op på præsentationen af vores styles i butikkerne,” uddyber den nye CEO og lægger heller ikke skjul på, at en betydelig del af vækstplanen skal hentes med nye forhandlere.

”Ved at skærpe vores designprofil skal vi tiltrække nye forhandlere med et attraktivt kundegrundlag, og vi skal arbejde meget mere med shop in shops-koncepter, hvor vi primært præsenterer vores 12 årlige ekspres-kollektioner, der designmæssigt er stærke på nye trends,” siger hun.

Netop kollektionerne peger Sofie Lindahl-Jessen på som endnu et centralt område til vækst. Blandt andet er virksomhedens NOOS- og Basic-kollektioner blevet gjort mere fleksible med mulighed for både køb og genkøb af enkelt-størrelser, samt mulighed for køb af kun én enkelt farve.

”Markedet har ændret sig fra bokstænkning til individuelle behov, og den tankegang skal vi naturligvis kunne imødekomme. Vi har en meget stærk NOOS-kollektion og en øget tilgængelighed er et attraktivt parameter for både eksisterende som nye forhandlere” siger hun afslutningsvist.