Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

JACK & JONES laver plus-size til mænd

Tøj i større størrelser er i høj grad efterspurgt og JACK & JONES udvider nu sit sortiment, sådan at deres seks årlige kollektioner kan fås op til 6 x XL.
Tøj i større størrelser er i høj grad efterspurgt og JACK & JONES udvider nu sit sortiment, sådan at deres seks årlige kollektioner kan fås op til 6 x XL.

Plus-size for mænd er et marked, som ikke så mange herrebrands for alvor har bevæget sig ind på. Nu tager JACK & JONES skridtet, sådan at cirka en fjerdedel af deres eksisterende kollektioner også bliver lavet helt op til 6 x XL. Brandet har været i gang med at udvikle tilpasning af størrelser i over et år. Det er blandt andet blevet gjort i samarbejde med den tyske retailer Hirmer, der er specialiseret i plus-size tøj til mænd og er en af de førende på markedet. 

”Vi har tilpasset vores allerede eksisterende kollektioners størrelser til de nuværende standarder inden for plus-size. Vi har arbejdet tæt sammen med Hirmer omkring hver eneste produktkategori for at sikre de rette justeringer,” fortæller Sales Director Dennis Birk Jørgensen.

Det er netop den tyske retailer og andre større, europæiske online forhandlere af JACK & JONES’ kollektioner, der har efterspurgt tøjet i større størrelser til deres forbrugere. Ifølge Dennis Birk Jørgensen, har det ikke handlet om, at de gerne ville have et nyt udvalg, men snarere et ønske om at kunne tilbyde de eksisterende kollektioner til plus-size målgruppen.

”Udvalget på markedet til mænd i større størrelse har ofte et meget modent look. De partnere, vi har arbejdet sammen med, har alle givet udtryk for, at der er stor efterspørgsel på det design, vi allerede laver, blot med et par ekstra XX’er foran. Det har vi lyttet til,” fortæller Dennis Birk Jørgensen.

JACK & JONES har ligeledes investeret tiden i at teste markedet af i løbet af det sidste år for at eliminere så mange potentielle udfordringer som muligt.

 ”Vi havde ikke en færdig strategi til at gå ind på plus-size markedet klar, så derfor afprøvede vi løbende at sende produkter ud til udvalgte samarbejdspartnere, som så vendte retur med feedback, og på den måde har vi hele tiden finjusteret produkterne. For hver livsstilskollektion JACK & JONES har, er cirka 30 produkter blevet lavet i større størrelser. Så man kan sige, at det er vores samarbejdspartnere, der har vejledt os til at komme derhen, hvor vi nu er,” siger Dennis Birk Jørgensen.

Det udvidede størrelsessortiment er tilgængeligt fra august 2018 og vil være at finde på alle de 39 markeder, JACK & JONES er aktive på verden over.