Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Black Friday: ”Man bliver nødt til at følge trop”

Nogle modeforhandlere ser Black Friday som en kærkommen mulighed for at skubbe julehandlen i gang, hvorimod andre er stået på tilbudstoget på grund af noget, der minder om branche-gruppepres.
Nogle modeforhandlere ser Black Friday som en kærkommen mulighed for at skubbe julehandlen i gang, hvorimod andre er stået på tilbudstoget på grund af noget, der minder om branche-gruppepres.

I morgen rammer Black Friday de danske butikker, webshops og stormagasiner med et brag af en udsalgsfest, der de seneste år kun har vokset sig større og større. Sidste år slog dagen salgsrekord i Danmark, med en Dankort-omsætning på to milliarder kroner. Men selvom der generelt er flere, der hopper med på bølgen, både af forhandlere og forbrugere, stikker holdningerne til det amerikanske fænomen stadig i øst og vest i modebranchen.

En af disse er den landsdækkende multibrandbutik Message. I 2016 kunne direktør Carsten Wøhlk Lauritsen fortælle, at de til dels følte sig tvunget til at gå med på udsalgsdagen, hvorfor de havde besluttet, at deres Black Friday-fejring skulle holdes på et nedtonet niveau – og den holdning har ikke ændret sig.

“Vi har butikker i nogle af landets største shoppingcentre, og de er med til at øge hypen omkring Black Friday, ligesom medierne også har været aktive. Det skal vi selvfølgelig være med til at udnytte, men det bliver på lavt blus. Vi har sat nogle klare spilleregler op for dagen, for eksempel har vi besluttet ikke at tyvstarte, og rabatterne er ikke højere end 25 procent,” fortæller han og uddyber:

“Op til årets Black Friday har det været et stort arbejde at udvælge de rigtige tilbud, samt lægge strategien for markedsføringen, både i forhold til eksponering, tilbudsmarkering i butikkerne og promovering på sociale medier. I år markedsfører vi vores Black Friday-tilbud i mindre grad end sidste år, og bruger ikke ekstra ressourcer på at skabe opmærksomhed – folk er allerede på shopping den dag og kender efterhånden konceptet,” siger Carsten Wøhlk Lauritsen videre.

For Message er det dog ikke på grund af frygten for deres julesalg, at de ikke går all in på Black Friday.

“Vi har de sidste par år ikke oplevet, at Black Friday har påvirket julehandlen i december. Vores erfaring er, at kunderne kun i mindre grad køber julegaver på dagen, og hvis de gør, er det hovedsagligt online,” siger han videre.

En ny strategi
Hos den københavnske butiksduo Nué og Another Nué har de i mange år ført en meget stram udsalgspolitik og ofte været nogle af de sidste i branchen, der sætter deres varer ned. Sidste år valgte ejer Anne-Dorthe Larsen dog alligevel at tage Black Friday-fænomenet op til genovervejelse. Men for hende er det nærmere et nødvendigt onde, som man må finde plads til i forretningen på bedst mulig måde.

“I de ti år, jeg har drevet butik, er der sket en stor udvikling i detailbranchen. Jeg er rent ideologisk ikke fan af Black Friday, men jeg tror også på, at man bliver nødt til løbende at revurdere sin egen strategi og følge med forbrugernes ændrede købeadfærd. Det er vigtigt at skabe likviditet for sin virksomhed i en tid, hvor alting går så stærkt, og hvor der kommer flere og flere kollektioner, man skal købe ind og gøre plads til i budgettet,” siger hun og uddyber:

Men jeg føler mig som sådan ikke presset til at gå med – for os handler det om at teste konceptet af og at finde den bedste løsning, der fungerer for os og vores kunder,” siger Anne-Dorthe Larsen, der sidste år dog endte med at brænde fingrene lidt på Black Friday.

“Vi prøvede Black Friday-konceptet af for første gang sidste år, hvor vi satte stort set alle varer i butikken ned. Det viste sig slet ikke at fungere for os, dækningsgraden var dårlig, vores november- og december-omsætning var faldet, og kunderne var heller ikke specielt begejstrede,” fortæller hun videre.

Hos Nué oplever de, at det i høj grad er julegaver, der bliver shoppet på Black Friday– og det er noget, som medfører visse udfordringer som butiksejer. Af denne grund har Anne-Dorthe Larsen til dette års Black Friday valgt at afprøve en ny strategi. I stedet for at sætte alle varer ned, vil kun udvalgte produkter blive solgt på udsalg, de såkaldte ‘slow sellers’, som er varer, der sælger mindre godt og som der derfor er god mulighed for at få solgt ud af med rabat. På den måde håber de, at de kan få del i Black Friday-bølgen, uden at det går ud over deres julehandel eller at de skal gå for meget på kompromis med deres generelle tilgang til udsalg.

“Sidste år oplevede vi, at vores kunder heller ikke var så glade for den måde Black Friday blev håndteret på. De er loyale mod os, og så vil vi også gerne være loyale mod dem. De har ikke behov for at jagte et godt tilbud og vil gerne købe varer i sæsonen, og derfor sigter vi også altid efter at kunne holde udsalg så sent som muligt, hvilket vi håber kan lade sig gøre i år også,” siger hun og fortæller, at næste år har de planer om at afprøve en helt tredje Black Friday-strategi – men den vil hun dog ikke løfte sløret for endnu.

At følge trop
Hos high-end modeforhandleren Holly Golightly har man de sidste par år også hoppet med på udsalgsbølgen. I år har ejer Barbara Husted Werner endda valgt at forlænge Black Friday-fejringen, sådan at deres tilbud strækker sig over både torsdag, fredag og lørdag.

“Det er generelt en stille periode for os her i november, lige før jul, og derfor synes jeg, at det er et godt tidspunkt at køre udsalg i en kort og begrænset periode. Hos os er det kun sæsonvarer, der bliver sat ned, og ikke de klassiske varer, som en sort designertaske eller smykker. På den måde kan vi få solgt ud af vores lager, og få plads til de nye varer, som også allerede er begyndt at komme,” fortæller Barbara Husted Werner.

I 2016 havde hun valgt at tilbyde 25 procents rabat, men i år kan Holly Golightlys kunder købe luksusvarer med 30 procents nedsættelse – en beslutning, hun har taget i håbet om at kunne følge med de internationale high-end butikker.

“Jeg oplever, at det er sådan de udenlandske forhandlere gør, og så har jeg valgt at rette mig ind efter det. Det handler om at få solgt sine varer, og så bliver man nødt til at følge trop. Man kan godt sige, at der eksisterer en form for pres. Hvis ikke jeg følger med, så mister jeg omsætning. Det er ikke fordi jeg ønsker at appellere til grådighed. Det handler om at overleve i en branche, hvor der er så meget konkurrence,” siger Barbara Husted Werner, der dog ikke oplever, at det går ud over julesalget, når kunderne kan shoppe med rabat i slutningen af november.

“Hos os er det hovedsagligt smykker, der bliver solgt i december, og de kommer aldrig på tilbud. Heller ikke til Black Friday. Derfor synes jeg faktisk ikke, at det går ud over vores salg i juletiden, at vi kører udsalg i en begrænset periode i november. Det er meget mere skadeligt, når visse butikker vælger at sætte deres varer ned få dage op til jul. Det går ud over os alle i branchen,” slutter Holly Golightly-ejeren.