Ugen i mode
Nyheder fra ind- og udland: Skuespillerinde Natalie Madueño designer for Noa Noa, Hilfiger Denim skifter navn og endnu et printmagasin sløjfes.Når to verdener mødes
Den danske skuespillerinde, Natalie Madueño, der for alvor kom på alles læber, da hun spillede den snu Claudia i DR-serien Bedrag, har nu også prøvet kræfter med en helt anden verden – mode. Natalie Madueño er nemlig gået sammen med Noa Noa om at lave en kollektion af 100 procent rene materialer, bestående af både silke, uld, økologisk bomuld og bananfibre, helt i tråd med brandets egen bæredygtige linje, On This Note, der så dagens lys i september i år. Kollektionen lanceres den 6. november.
Fra Fyn til The Big Apple
Den danske sangerinde, MØ, også kendt som Karen Marie Aagaard Ørsted Andersen, er kommet i fint selskab. MØ er nemlig omdrejningspunktet i en artikel i nyeste udgave af Carine Roitfelds CR Fashion Book i anledningen af hendes nye EP ’When I was Young’, der netop er blevet udgivet.
Au revoir
Det kan efterhånden ikke komme bag på nogen, at den franske modebutik Colette, lukker ved årets udgang. Ej heller kan det komme som en overraskelse, at de ikke ligger på den lade side i den sidste tid. Og nu kommer Skandinavien også på banen. Norske Holzweiler, der havde debut under den danske modeuge i sommers, har netop afsløret, at de har fået til opgave at designe en sweatshirt specielt til Colette – selvfølgelig i butikkens ikoniske blå nuance – der vil blive solgt i butikken frem til lukningen.
Billig, billigere, billigst
Den svenske fast fashion-gigant, H&M, er i forvejen i den budgetvenlige ende af skalaen, men det skal nu blive endnu billigere at få fat i de populære designs. H&M-koncernen har netop offentliggjort at de vil åbne en pop-up butik i et outlet i Wolfsburg i Tyskland – i samme installation, som den de har herhjemme i Ringsted Outlet – så også de tyske forbrugere kan shoppe amok med op til 70 procents rabat. Den nye butik åbner den 15. november.
Navneskift
Det ikoniske amerikanske modehus Tommy Hilfiger har valgt at relancere sin denimlinje, Hilfiger Denim, der fremover går under navnet Tommy Jeans. Det nye initiativ kommer i forlængelse af husets forsøg på at målrette sig mere mod de yngre forbrugere, og vil træde i kraft fra brandets pre-spring 2018-kollektion.
Stram op
Det er ikke nemt at være printmagasin i dag – heller ikke hos ellers overlegne Condé Nast, som netop har fremlagt planer om at lukke printformatet af det efterhånden ikoniske Teen Vogue. Fremover vil magasinet udelukkende eksistere online i et forsøg på at skære ind til benet og stramme op i budgettet – udover at rokere i sine publikationer, vil de nemlig også skære betydeligt ned på lønningsudgiften ved at nedlægge intet mindre end 80 stillinger fordelt rundt i hele huset.