Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Magasin er Boozts nyeste marketingsatsning

Med udgangspunkt i mode og skandinavisk livsstil håber Boozt at generere salg ved at knytte tættere bånd imellem de brands, de forhandler, og slutforbrugere.
Med udgangspunkt i mode og skandinavisk livsstil håber Boozt at generere salg ved at knytte tættere bånd imellem de brands, de forhandler, og slutforbrugere.

Når en Boozt-kundes ordre fremover bliver pakket, bliver der også lagt et magasin ved i pakken. Med et oplag på 100.000 er Boozt Magazine nyeste marketingsatsning fra den dansk-svenske onlineshop. Det skal agere en ekstra salgskanal, der komplimenterer Boozts online-univers, og ambitionen er at skabe en merværdi og annonceeksponering til de brands, som sælges hos Boozt, samt at give slutkunden en oplevelse. Det fortæller Boozt-CFO Peter G. Jørgensen.

”Magasinet skal i høj grad betragtes som en service for vores brand-kunder, og det skal gerne give slutforbrugeren en endnu stærkere lyst til at handle hos os. Derfor vil læserne også se ID-numre på produkterne i modeserierne i magasinet, så de nemt og hurtigt kan finde dem online,” siger han.

Det er forlaget Egmont, der producerer alt det redaktionelle indhold, og det udkommer på fire sprog. Magasinet er opbygget som et klassisk modemagasin med interviews, portrætter og modeserier, således at Boozt kan præsentere de brands, de sælger i en ny kontekst over for forbrugeren og på den måde forhåbentlig generere yderligere salg.

”Vi har spurgt os selv om, hvordan vi sikrer at de brands, vi arbejder sammen med, når bedst ud til slutforbrugere. Der gemmer sig en masse historier hos brandsene, og magasinet skal ses som et værktøj vi tilbyder dem, til at nå endnu længere ud,” forklarer Peter G. Jørgensen.

Han tilføjer, at selvom Boozt lever af at sælge tøj og ikke magasiner, så har ambitionen stadig været at præsentere indhold, der kan måle sig med de gængse modemagasiner på markedet.

”Vi arbejder jo med mode hver dag, og derfor var det nærliggende at lave et magasin, som vi tror på, stadig er et meget relevant medie. Ambitionen har været at lave et kvalitetsprodukt, som giver inspiration til læseren og som vi, som virksomhed, kan se os selv i,” siger Peter G. Jørgensen.

Selvom Boozt er digitalt funderet, så har onlineshoppen flere gange prøvet kræfter med analoge tiltag, såsom et outlet- og en kosmetikbutik.