Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Aarhus har succes med nye butikker

I dag er der længere mellem de tomme butikslokaler i Aarhus, for byen har oplevet et opsving og er nu på rette spor efter finanskrisen.
I dag er der længere mellem de tomme butikslokaler i Aarhus, for byen har oplevet et opsving og er nu på rette spor efter finanskrisen.

Før finanskrisen i 2007-2008 stod kun 2-2,5 procent af Aarhus’ butikslokaler tomme. Men krisen ramte detailhandlen hårdt både globalt og nationalt, og det medførte, at tallet toppede i slutningen af 2012, hvor 7,1 procent af butikslokalerne manglede lejere. Det viser tal fra Ejendomstorvet.dk.

Men byen har oplevet et opsving de sidste par år, og de seneste opgørelser viser, at 5,3 procent af de samlede butiksarealer står tomme i dag, hvilket er lavere end på landsplan.

Det skyldes blandt andet, at flere og flere især modebrands har fundet vej til Aarhus. Mads Nørgaard kunne ikke sige nej til lokaler i Latinerkvarteret og åbner butik i 2018 – han går i hælene på blandt andet Stine Goya, Han Kjøbenhavn, Wood Wood, Rains og Lolly’s Laundry, som heller ikke kunne nøjes med egen butik i København, og som nu har fået godt fodfæste på den anden side af Storebælt.

”Aarhus er for alvor kommet på landkortet som en cool by. Vi er EU-kulturhovedstad og hjemby for mange kulturelle aktiviteter og festivaler,” siger detailmægler hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, Mette Lund Pedersen. Hun var derudover med til at finde lokaler til Jane Kønig, der også har indtaget Aarhus med egen butik i Badstuegade i midtbyen.

Forskellige typer lejere
I skrivende stund er 224 lokaler til butikker og spisesteder udbudt til leje eller salg i hele Østjylland, hvoraf 73 er placeret i Aarhus Kommune. Antallet af tomme butikslokaler er faldet uafbrudt gennem fire kvartaler, hvilket viser en stabil fremgang – om end ikke prangende, siger administrerende direktør af Ejendomstorvet.dk, Simon Birch Skou, i en pressemeddelelse:

”Detailhandlen kan fortsat mærke, at danskerne efter finanskrisen holder lidt igen med at svinge dankortet. Men det er begyndt at lysne, og i Østjylland skal vi helt tilbage til sommeren 2010 for at finde færre ledige lokaler end nu.”

At Aarhus har færre tomme butikslokaler er ikke kun et resultat af, at flere modebrands har slået sig ned. Udlejerne er begyndt at tænke i alternativer for at få lejere ind. Den stigende nethandel, der tager omsætning fra fysiske butikker, er en markedsændring, der gør, at tøjbutikker ikke skal ses som de eneste potentielle aftagere af lokaler – for eksempel kan kvadratmeterne bruges til beboelse eller spisesteder.

”Der sker en brancheglidning, så vi får flere restauranter, cafeer og takeaway-steder. For eksempel blev en tidligere Noa Noa-tøjbutik i Ryesgade i Aarhus midtby omdannet til en Joe & The Juice-café. Derudover overtog vi et tidligere Imerco-lejemål i Ryesgade, og her fik vi udlejeren til at omdanne førstesalen til boliger,” siger ejendomsmægler hos Colliers International, Torben Klitgaard.

En sjettedel af alle butikslokaler i Danmark er beliggende i Aarhus og resten af Østjylland. Derved har området flest butikskvadratmeter sammenlignet med andre landsdele.