Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Ugen i mode

Nyheder fra ind- og udland: Le Fix klar med nyt samarbejde, populært genbrugsmarked rykker indendørs og Ricardo Tisci går endnu en gang sammen med NikeLab.
Nyheder fra ind- og udland: Le Fix klar med nyt samarbejde, populært genbrugsmarked rykker indendørs og Ricardo Tisci går endnu en gang sammen med NikeLab.

Samarbejde
I dag er Le Fix på gaden med deres seneste samarbejde – denne gang med italienske ellesse. Til forskel fra for eksempel deres samarbejde med Star Wars, har Le Fix og ellesse en del tilfælles, blandt andet deres forkærlighed for sportstøj og -referencer. Det populære pingvin-logo fra 60’erne er til at finde på kollektionen, der både tæller tracksuits og T-shirts.

Genbrugsmarked
Det er ikke kun i garderoben, at der for tiden er brug for et sæsonskifte. Veras Market rykker fra på søndag indendørs, når Bispeengbuen bliver skiftet ud med WestMarket på Vesterbro i København, hvor over 50 standholdere sælger ud af deres tøj, tasker, sko og accessories. De nye lokaler vil fremover huse markedet hver anden søndag indtil april.

Tørvejrsshopping
Det er ikke kun gæster til genbrugsmarkeder, der kan have glæde af at shoppe i tørvejr. Et storcenter på 59.000 kvadratmeter ved navn Kronen er netop åbnet i Vanløse, og for nylig er det blevet offentliggjort, at også et indkøbscenter mellem Kokkedal og Hørsholm er på tegnbrættet. Det er altså for tidligt at erklære stormagasinet for dødt.

Kulturnat
I BARBARA I GONGINIs butik på Møntergade København vil der fredag aften i anledning af Kulturnatten være mulighed for at se filmen ’Module Modular’, hvor designeren i en visuel fortælling viser showpieces, som hun har skabt af restmaterialer og ødelagte bøjler – alt sammen i tråd med design-DNA’et, der lægger vægt på cirkularitet og genbrug.

Sneakers
NikeLab og Ricardo Tisci er ikke nye legekammerater. De har tidligere udgivet sneakers i et samarbejde, og nu gør de det igen. Givenchy-designeren vil med det nyeste samarbejde vise, at luksusvarer og sportsudstyr kan gå hånd i hånd, og det kommer blandt til udtryk i opgraderingen af den ikoniske Nike-sko Air Force 1.

Navneskifte
Numerologi er ikke kun forbeholdt privatpersoner. Coach Inc. har valgt at ændre navn til Tapestry. Men der er dog en logisk forklaring. Coach Inc. har tidligere opkøbt de to brands Kade Spade og Stuart Weitzman og ejer samtidig taske- og accessory-brandet Coach. Derfor var der brug for et overordnet corporate brand-navn for de tre brands, som fra næste måned går under navnet Tapestry.

Stormvejr
Film- og modebranchen har tætte bånd, og en skandale, der har filmproduceren Harvey Weinstein som skurk, har bredt sig til også at involvere modeller og designere. Beskyldninger om overgreb har startet en lavine af udtalelser fra især skuespillere, og både folk der holder med Harvey Weinstein og er imod ham har blandet sig i debatten – heriblandt Donna Karan. Hendes udtalelser i et interview på den røde løber har fået folk til tasterne af ren og skær forargelse og utilfredshed. Designeren har efterfølgende måtte undskylde og trække sine ord tilbage, der hentydede til, at kvinder selv kan være skyld i et overgreb.