Amazon leverer tøj direkte fra catwalken
Den amerikanske onlinegigant har i forbindelse med London Fashion Week afprøvet et nyt leveringskoncept, som betyder, at kunder modtager sit tøj blot én time efter modellen har båret det ned af catwalken.Amazon har planer om at tage See now, buy now-tendensen til helt nye højder med etableringen af et nyt leveringskoncept – et koncept, der ikke blot vil lade kunder købe tøjet lige efter et show, men som også vil levere det med det samme.
Den nye tjeneste har nemlig til formål at sikre, at der kun går én time fra et stykke tøj ses på catwalken til det står på dit dørtrin – i hvert fald hvis du bor i London og er Amazon Prime-medlem. Det skriver Business of Fashion.
I første omgang er initiativet lanceret i samarbejde med det amerikanske modebrand Nicopanda, der benyttede leveringskonceptet på en udvalgt del af mærkets nyeste kollektion, som blev fremvist under London Fashion Week i lørdags. Umiddelbart efter showet kunne kunder i den britiske hovedstad købe tøjet og for et gebyr modtage det indenfor blot én time efter de havde set det for første gang.
Hurtig levering fremfor alt
Det er ikke noget nyt, at leveringstider er et vigtigt konkurrenceparameter i modebranchen. Flere europæiske onlineforhandlere, som tyske Zalando og danske Miinto, arbejder målrettet på at sikre hurtigere leverance.
Herunder har Zalando, der opererer i 15 forskellige lande, valgt at samarbejde med partnere på de lokale markeder i håbet om at kunne aflevere pakker indenfor endnu kortere tid. Eksempelvis arbejder de sammen med leveringsfirmaet Stuart i England, Trunkrs i Holland og software logistikfirmaet Centiro i Sverige.
Også Miinto har udvidet sin leveringsservice, der i flere tilfælde er helt nede på 80 minutter i København og Aarhus samt 60 minutter i Holland.
”God service handler også om levering og fleksibilitet, og netop derfor tilbyder vi nu ekspreslevering. Vi tør også godt love, at der kommer flere nye tiltag hos Miinto i løbet af i år, som i høj grad vil gøre brug af vores unikke position med tusindvis af samarbejdspartnere rundt om i vores lande,” fortalte CEO og grundlægger Konrad A. Kierklo, til Fashion Forum tilbage juni.
Men det er ikke kun multibrand-forhandlerne, der har fokus på problematikken. Også det danske brand Les Deux forstår vigtigheden i hurtig ekspedering, og har derfor taget sagen i egen hånd. Brandet kunne i juni i år løfte sløret for et nyt system, som betyder, at de selv afleverer varerne til deres kunder i løbet af kun tre timer.
”Helt grundlæggende ser vi et problem med, at de store leveringsfirmaer ikke er hurtige nok, og at kunderne derfor kan stå og vente på en pakke i alt for lang tid. Det er jo ikke god kundeservice,” udtalte grundlægger af Les Deux, Andreas von der Heide, dengang til Finans.
Hvorvidt Amazons nye tiltag var en succes, samt om det vil blive etableret som en fast del af deres fremtidige globale service, må tiden vise.