Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Ugen i mode

Nyheder fra ind- og udland: Smilets By udvider butiksporteføljen, Vagabond laver unisex-sko og Diesel gør oprør mod Instagram.
Nyheder fra ind- og udland: Smilets By udvider butiksporteføljen, Vagabond laver unisex-sko og Diesel gør oprør mod Instagram.

Nye satsninger i Smilets By:
Nu kan Aarhus glæde sig til at få udvidet detailporteføljen med åbningen af to nye butikker i byen. Det danske herrebrand, Legends, der indtil nu udelukkende har været repræsenteret i København, åbner i dag dørene til deres nye konceptbutik i det hyggelige Latinerkvarter i den midtjyske hovedstad. Derudover kan de aarhusianske forbrugere også glæde sig til at besøge smykkebrandet Jane Kønig, som ligeledes åbner en butik i byen fra den 2. oktober i år.

Sko til begge køn:
Det svenske skobrand, Vagabond, har i forbindelse med deres AW17-kollektion, lavet en unisex-loafer, som produceres i både herre- og damestørrelser. Den nye satsning ledsages af kampagnen I Am, der har de to modeller Hari Nef og Casil McArthur i hovedrollerne, i ønsket om at sætte fokus på individualitet fremfor køn.

Vi tror på design, som et middel til at tage stilling til hvem du er og som en måde hvorpå, du kan skabe bånd til andre, der deler din filosofi og dit mind-set. Det er derfor vi – i kontrast til vores overordnede kultur af konstant udvikling – står fast på at fremstille ‘modern vagabonds’ i denne lancering. De inspirerer os, som de bør inspirere dig”, udtaler Marie Nilsson Peterzén, Kreativ Direktør hos Vagabond, i en pressemeddelelse.

Skoene kan købes online samt i udvalgte Vagabond-butikker allerede nu.

Børnetøj- og bøger:
Børnetøjsmærket name it udvider sortimentet med udgivelsen af en børnebog. Bogen er lavet i samarbejde med den danske forfatter Cecilie Eken, der er tidligere vinder af kulturministeriets kulturpris og som i forvejen er forfatter til en lang række børnebøger. Den nye bog skal udgives op til jul, og vil blive uddelt gratis i name its butikker fra den 20. november 2017.

Ansvarlighed i det nordjyske:
Fra den 9. til den 16. september sættes der fokus på miljøvenlighed, når Aalborg kommune inviterer til bæredygtighedsfestival rundt om i den nordjyske hovedstad. Festivalen, der blev afholdt for første gang i 2013, har til formål at vise de mange bæredygtige tiltag frem, der foregår i byen og inspirere til en grønnere adfærd blandt aalborgenserne. Du kan læse mere om begivenheden her.

Instagram-oprør:
I forbindelse med en ny kampagne under sloganet #GoWithTheFlaw, har Diesel valgt at slette alle deres billeder på Instagram.

”Vi synes perfektion er kedeligt, og specielt på Instagram søger alle efter perfektion. Et perfekt billede, et perfekt liv. Det er vi trætte af. Derfor besluttede vi at slette alt på Instagram for at have en uperfekt begyndelse,” fortæller Nicola Formichetti, kreativ direktør hos Diesel, i en pressemeddelelse.

Diesel har dog ikke tænkt sig at droppe det populære medie helt, men fremover vil virksomheden udelukkende poste billeder, som de mener udtrykker særpræg og lever op til deres nye medietilgang.

Luksus på budget:
Jack McCollough og Lazaro Hernandez, der står bag det populære modehus Proenza Schouler, har planer om at lancere en sekundær – og ikke mindst mere prisvenlig – kollektion. Den nye kollektion, der eftersigende får navnet ’White Label’, skal fungere som en slags søsterlinje til mærkets hovedkollektioner, og har til formål at tilbyde mere afslappede og tilgængelige designs til brandets mange fans.  Den nye kollektion vil eftersigende blive lanceret til november i år.