Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Notabene 20 år: ”Vi står stærkere på egne ben”

Fra multibrand- til monobrandbutik, fra eneforhandler til engrosvirksomhed. Martin Friis har i to årtier succesfuldt styret Notabene igennem finans- og forbrugskriser fra flagskibet på Kronprinsensgade.
Fra multibrand- til monobrandbutik, fra eneforhandler til engrosvirksomhed. Martin Friis har i to årtier succesfuldt styret Notabene igennem finans- og forbrugskriser fra flagskibet på Kronprinsensgade.

Som 24-årig tog butiksejer, Martin Friis, til Italien og indkøbte efter bedste evne vilde, smarte sko, der bar præg af at være designet i den sydlige del af Europa. Han fandt hurtigt ud af, at 12 centimeter høje hæle af lilla plexiglas tiltrak opmærksomhed.

Men brugsmæssigt appellerede designet mindre til den skandinaviske forbruger. Udvalget blev hurtigt justeret ud fra efterspørgslen, og brand-porteføljen blev i løbet af nullerne udvidet til også at indeholde mærker som Marc Jacobs, Givenchy og Alexander Wang.

”Notabene-butikken og -brandet blev efter kort tid en populær multibrandbutik, der passede godt til den danske og skandinaviske forbruger,” siger CEO Martin Friis, der efter et par år med succes med butikken begyndte at udvikle og sælge sko af eget design.

Han husker især sluthalvfemserne som fantasiske år, fordi der var en forbrugsvilje og nysgerrighed, og folk ville have det nye og smarte, de kunne finde hos Notabene. Det skulle ikke vare ved, for IT-boblen brast omkring årtusindskiftet, og 11. september cementerede for alvor en tilbageholdenhed hos forbrugerne, husker Martin Friis:

”I tiden efter krisen var vi i 2002 nødsaget til at lukke vores fire år gamle butik i Aarhus. Byen var dengang for lille til de mange internationale brands, vi førte. Kronprinsensgade kunne stadig rumme en butik som Notabene, og de gode tider vendte heldigvis tilbage i midt-nullerne, hvor det igen blev lettere at drive detailhandel. Folk havde penge – og de brugte dem.”

Finanskrisen, der ramte hele verden i 2008, skulle vise sig at medføre en større omvæltning end IT-boblen. Det, der startede som en økonomisk krise, udviklede sig til at blive en forbrugerkrise, hvor forbrugerne ændrede købsadfærd.

”Selvom folk ikke manglede penge til tøj og sko, så spredte der sig en frygt for, hvis de en dag ikke havde midlerne. Det gjorde krisen endnu sværere, og powershopping som i nullerne var ikke længere et statussymbol – og det mærkede vi som forhandler af de dyre, internationale designersko. Samtidig voksede onlinehandlen, som vi også skulle begynde at forholde os til,” siger Martin Friis.

Berøringsangsten er væk
I 2010 tog Martin Friis et afgørende skridt i udviklingen af Notabene, da han lancerede brandets website som supplement til butikken i Kronprinsensgade, og de sidste syv år har Notabene forbedret sin omnichannel-strategi:

”Vi er meget omhyggelige med at gøre vores kunder og forhandlere opmærksomme på, at vi er til stede online, for de skal vide, at vi er tilgængelige for dem, når de har brug for det. For at styrke synergien mellem det online og offline har vi eksempelvis iPads i butikken med adgang til vores online platform. Samtidig er  vores wholesale tilgængelig for vores forhandlere på vores B2B-site,” siger Martin Friis.

Butikken spiller stadig en afgørende rolle, fordi her kan kunderne se, røre, dufte og føle produkterne, og ikke mindst få den personlige service.

”I konkurrencen mod andre brands – både skobrands og webshops – arbejder vi aktivt med at skabe et personligt forhold til kunderne gennem især butikken, hvor vi giver de besøgende en tryghed gennem den viden, som vores uddannede butikspersonale ligger inde med,” siger grundlæggeren.

For et par år tilbage lavede Notabene en markedsundersøgelse, og resultaterne viste, at kunderne udelukkende besøgte butikken for at købe Notabene-sko, og at de ikke længere gik op i det internationale udvalg. Det satte gang i en oprydning i brandporteføljen, der til sidst gjorde Notabene til en monobrand-butik.

”Opskriften på Notabenes overlevelse er, at vi hele tiden har holdt os ajour med, hvad kunderne vil have og hvornår, samtidig med at vi er forblevet tro mod vores design og kvalitet. I dag er vi ikke afhængige af andre mærker – det er kun os selv, der skaber vores brand, fremtid og succes. Vi står stærkere på egne ben,” er Martin Friis’ konklusion efter at have stået i spidsen for virksomheden i to årtier.

Synergieffekt mellem gade og brand
De tre første år var Notabene beliggende på Købermagergade, men har siden år 2000 haft adresse på Kronprinsensgade – og har i sin tid oplevet stor udskiftning af naboer.

”Jeg er i 20 år blevet bekræftet i, at beliggenhed er afgørende for et brand, for der bliver med tiden opbygget en goodwill og et image i forhold til et brands relation til et lejemål. Stemningen i Kronprinsensgade har altid været uhøjtidelig og rebelsk med en gennemstrømning af en nysgerrig og bred skare af handlende, og det har været med til at definere vores brand og design. Havde butikken haft adresse på eksempelvis Ny Østergade, havde Notabene nok set anderledes ud i dag,” siger Martin Friis.

På trods af, at Notabene i en årrække kun har haft butikken i Indre By i København, et website og sociale medier som eneste udstillingsvindue, har brandet formået at skabe en efterspørgsel på produkterne og brandet fra andre highend modebutikker. For to år siden besluttede Martin Friis at imødekomme forespørgslerne, og et nyt kapitel startede: wholesale.

”Præmissen for at sælge engros var, at priserne ikke måtte stige, og et traditionelt engrosled er et omkostningsfuldt salgsled, vi tidligere har haft skåret fra. Derfor er vi i dag ikke repræsenteret på messer og har ingen kørende sælgere eller salgsagenter – alt bliver håndteret og administreret in-house fra Kronprinsensgade for at holde priserne på samme niveau som de sidste 20 år,” siger Martin Friis.

Lokalerne i Kronprinsensgade fungerer i dag også som showroom. Butikker som Støy i Aarhus, Oz i København og Høyer i Norge er indtil videre på kundelisten. For Martin Friis er højdepunktet i Notabenes historie lige nu, hvor han kan se sit brand stortrives i butikken på Kronprinsensgade samt at være succesfuldt repræsenteret i de rette omgivelser hos forhandlere rundt om i Skandinavien.

Notabene fejrer sit 20 års jubilæum med en fødselsdagsevent i butikken på Kronprinsensgade fredag 1. september 2017 klokken 16-19, hvor jubilæumskollektionen ’Black Velvet’ ved samme lejlighed lanceres.