Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Ny Hummel-direktør starter med fyringsrunde

Allan Vad Nielsen har ikke siddet mere end én uge i chefstolen hos det danske sportsbrand, før han har måtte afskedige flere ledende medarbejdere.
Allan Vad Nielsen har ikke siddet mere end én uge i chefstolen hos det danske sportsbrand, før han har måtte afskedige flere ledende medarbejdere.

I maj kunne det danske sportsmærke Hummel afsløre, at de havde fundet manden, der skulle overtage posten som brandets nye direktør efter Søren Schriver, der blev bortvist i begyndelsen af året.

Men allerede kort tid efter sin officielle indsættelse har den nye topchef måtte igangsætte en større sparerunde i virksomheden, hvilket har medført et farvel til ni forskellige ansatte på tværs af organisationen. Det skriver Børsen.

“Det er sket for at tilpasse virksomhedens faste omkostninger til vores nuværende omsætning. Som ny direktør har jeg fundet det nødvendigt, at vi kigger på en optimering af den måde, Hummel hidtil har været drevet og struktureret på,” fortæller Allan Vad Nielsen til Børsen.

Blandt de fyrede er flere ledere, blandt andet den ansvarlige for Hummels Karma-projekt – et projekt, der dog ikke står til at lukke ifølge Allan Vad Nielsen. I stedet skal ansvarsområdet i fremtiden høre under marketingschef, Christian Broe.

Men sparerunden er ikke det eneste, som den nye direktør har lagt i støbeskeen for Hummel. Allan Vad Nielsen har af brandets ejer, Christian Stadil, også fået til opgave at øge virksomhedens omsætning til 2 milliarder kroner indenfor en overskuelig fremtid.

Af denne grund har han igangsat en større strategi- og optimeringsproces, der forventes at blive præsenteret i starten af 2018.

“Som Christian Stadil har sagt, så tog det 100 år for Hummel at nå 1 milliarder kroner i omsætning. Men det må helst ikke tage ti år at nå videre til 2 milliarder kroner. Det tror vi fuldt og fast på, at vi kan klare, men vi skal have lagt en strategi for, hvordan vi når målet. Det er jeg i fuld gang med nu,” slutter Allan Vad Nielsen.