Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge

For Hosbjerg er messer altafgørende

For CEO og ejer af det danske brand, Camilla Hosbjerg, er de danske messer en vigtig brik i det samlede salgspuslespil og det har første dag på Revolver levet op til, fortæller hun.
For CEO og ejer af det danske brand, Camilla Hosbjerg, er de danske messer en vigtig brik i det samlede salgspuslespil og det har første dag på Revolver levet op til, fortæller hun.

Første dag på Revolver er ovre og anden dagen er allerede godt i gang – og den håber Camilla Hosbjerg, ejer og CEO hos brandet af samme navn, bliver ligeså positiv som i går:

”Det gik rigtig godt i går – der kom rigtig mange store udenlandske agenter og kunder forbi, så det var en rigtig positiv første dag på sæsonen,” fortæller Camilla Hosbjerg, som startede Hosbjerg i 2014, med ønsket om at skabe kvalitetstøj til overkommelige priser. I dag leverer de fire årlige kollektioner, og til salget af disse er modeugens messer altafgørende:

”Vi bruger messen til at vise, hvad vi kan og til at åbne døre til nye forhandlere og markeder. Vi vil rigtig gerne udvide bredere internationalt og have flere agenter i udlandet, og til det er messerne et vigtigt redskab,” fortæller hun videre.

Hosbjergs kollektioner forhandles på nuværende tidspunkt allerede i både Australien, Holland, Norge og selvfølgelig Danmark – alle steder via agenter. Men Camilla Hosbjerg har også især Belgien, Sverige og Tyskland i søgelyset, og det er en af de ting, som messerne allerede har vist sig at være gode til:

”Jeg har fået to meget lovende aftaler, blandt andet med en agent fra Tyskland og en fra Sverige,” tilføjer Camilla Hosbjerg.

At turde drømme stort
På trods af, at Camilla Hosbjergs brands stadig er forholdsvist nyt i branchen, holder det hende ikke tilbage fra at drømme stort – men det er dog ikke udelukkende udenfor de danske grænser, at brandet fremtid ligger. Hun drømmer også om at åbne egne butikker, og selvom det på sigt er ønsket, at det også skal være internationalt, er planen at starte herhjemme i de velkendte rammer:

”I starten var jeg bare mig selv, så jeg har hele tiden taget tingene i et tempo, hvor jeg selv har kunne gabe over processen og følge med. Det har været og er stadig en rejse, og nu er tiden inde til at satse større. Jeg oplever, at der er en stigende interesse fra vores danske kunder, så målet er at åbne egen butik – gerne indenfor den nærmeste fremtid,” fortæller hun.

Af denne grund har hun også lige siden begyndelsen aktivt benyttet influencere som en fast del af mærkets strategiske branding – og det er der en helt specielt grund til:

”Det var fra starten et bevidst valg at markedsføre Hosbjerg via samarbejder med udvalgte piger, som vi synes repræsenterer brandet godt. Ikke fordi jeg havde specielt meget erfaring med det, eller med PR generelt, men fordi det er sådan jeg selv finder inspiration som kunde – og hvis jeg gør, så er der sikkert også andre der gør,” afslutter Camilla Hosbjerg.