Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge

CFW: ”Modeugen er også for forbrugerne”

Den kommende modeuge er ikke en lukket fest – flere arrangementer er tiltænkt slutforbrugerne, der kan komme helt tæt på kollektionerne, møde designere og sidde forrest til shows.
Den kommende modeuge er ikke en lukket fest – flere arrangementer er tiltænkt slutforbrugerne, der kan komme helt tæt på kollektionerne, møde designere og sidde forrest til shows.

Copenhagen Fashion Week har rystet posen på en lang række områder – hvad angår showkalenderens struktur, hvilke ugedage modeugen skal foregå og hvordan ugen skydes i gang. Denne sæson vil vi se både gengangere og nye tiltag, og det gælder både den åbne og lukkede del af modeugen.

SS18-sæsonen kickstartes tirsdag den 8. august med en åbningsreception i Papirhallen for inviteret presse og aktører i modebranchen; en sommerversion af vinterens åbningsfrokost på Rådhuset.

Derefter er opmærksomheden rettet mod slutforbrugerne – et B2C-fokus funderet i Copenhagen Fashion Week’s nye strategi, fortæller CEO for Copenhagen Fashion Week, Camilla Frank:

“På Copenhagen Fashion Week arbejder vi kontinuerligt på at skabe platforme, der åbner modeugen op for forbrugeren. Derfor glæder vi os meget over samarbejdet med Zalando, hvor vi i denne sæson inviterer indenfor i et modeugeunivers i Papirhallen.”

’Zalando Studios x Copenhagen Fashion Week’ er et én-dagsevent i Papirhallen for forbrugere og andre modeinteresserede, hvor en række designere, redaktører, modeeksperter og stilikoner er inviteret til at definere skandinavisk modedesign og fortælle om deres arbejde i branchen. Formaterne varierer fra paneldebatter og trend-talks til personlige fortællinger.

Man kan blandt andre møde chefredaktør på Eurowoman Anne Lose, journalist på Børsen, Rikke Agnete Dam samt den norske designer, Holzweiler, der debuterer på den københavnske showkalender. Malene Malling har kurateret en udstilling med sine favoritter fra skandinaviske kollektioner og fortæller om dem i en snak med modeugens Camilla Frank.

Ønsket om at bringe den lukkede del af modeugen tættere på forbrugeren bliver yderligere understreget af, at Papirhallen også danner ramme om Copenhagen Fashion Week’s talentscene, hvor tre nye designere har fået muligheden for at afholde show som del af den officielle showkalender. Talentholdet består af Heliot Emil, Corali og Mai Svanhvit – og ulig de andre shows under modeugen er forbrugerne inviteret med indenfor som publikum.

“Det har altid haft høj prioritet for Copenhagen Fashion Week at skabe platforme for vækstlaget i den danske modebranche. Med vores talentscene får tre håndplukkede, talentfulde, unge designere mulighed for at vise, hvad de kan – både overfor international og national presse, indkøbere og ikke mindst slutforbrugeren. Og forhåbentlig kan det være med til at sætte gang i deres karriere,” siger CEO for Copenhagen Fashion Week, Camilla Frank.

Forrige modeuge lancerede Copenhagen Fashion Week nye formater for lørdagens åbne aktiviteter, hvor forbrugerne kunne komme til frokost med en designer, til Art Talk og på shoppetur med en moderedaktør. Succesen for de tre events har betydet, at Copenhagen Fashion Week den kommende modeuge afholder lignende åbne arrangementer om lørdagen. De endelige navne og tidspunkter bliver offentliggjort her.

Billetterne til Zalando Studios x Copenhagen Fashion Week kan købes her og giver samtidig adgang til CFW talentscenen samt cocktail hour. Alt sammen i Papirhallen.