Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Designskolen Kolding fylder 50 år

Designskolen fejrer sit halve århundrede med bogen ’50 Years – 50 Voices of Design’ og udstillingen ’Beyond Icons’.
Designskolen fejrer sit halve århundrede med bogen ’50 Years – 50 Voices of Design’ og udstillingen ’Beyond Icons’.

De sidste 50 år har tusindvis af designere fået sit afgangsbevis og uddannelse fra Designskolen Kolding, og det skal fejres. Derfor udgiver skolen nu bogen ’50 Years – 50 Voices of Design’, hvor 50 udvalgte designere, der har gået på skolen, portrætteres.

Bogen viser, at en uddannelse som designer også kan føre til mange jobs, men mange af de portrætterede fortæller, at de – uanset hvad de laver – trækker på det, de lærte på skolen.

Fælles for de 50 udvalgte dimittender er, at de har bidraget til fagets udvikling, men deres job efter Designskolen Kolding er vidt forskellige. Bogen byder på portrætter af blandt andre modedesignere som Mark Tan og Rebekka Bay, tegnere som Anders Morgenthaler og Cato Thau-Jensen, spiludvikleren Arnt Jensen, skønhedskunstneren Claus Thorbjørn Hansen, scenografen Gitte Kath og væveren Grethe Sørensen.

”Vi ved, at ingen historieskrivning er tidløs, og at valget af de portrætterede først og fremmest afspejler det billede på vedkommende design, som skolen finder vigtigt i dag,” skriver de i bogens deklaration. Rektor, Elsebeth Gerner Nielsen, fortæller i bogen om hendes vision for designskolens fremtid.

Jubilæumsudstilling
Et yderligere jubilæumsinitiativ fra Designskolen Koldings side er åbningen af designudstillingen, ’Beyond Icons’, i Ruinsalen på Koldinghus. Udstillingen består de designobjekter udvalgt af 50 kulturpersoner, samt eksamensprojekter fra dette års afgangsstuderende.

”Vi vil gerne fremhæve design, som ikke er ikoniseret som ”klassikere”, men ikke desto mindre har gjort en forskel for mennesker, miljøet, faget eller branchen. Vi vil med andre ord gerne skabe en jubilæumsudstilling, der giver gæsterne en aha-oplevelse og sætter fokus på de mange designprodukter og -løsninger fra de sidste 50 år, som ikke nødvendigvis er kendt fra magasinforsiderne, men som kan inspirere os til at forstå design som en mangefacetteret og løsningsorienteret disciplin,” skriver skolen om udstillingen, der kan opleves indtil 22. oktober 2017. Læs mere her.