Vigga vinder dansk designpris
Det cirkelære koncept for børnetøj gav Vigga to nomineringer til Danish Design Award, og brandet løb med sejren i kategorien “Outstanding Service”.Mandag aften lagde Industriens Hus rammer til Danish Design Award 2017 – en prisuddeling, hylder de bedste designløsninger, der kan gøre en forskel for vores samfund.
Igen i år var Vigga blandt de nominerede, denne gang i kategorierne “Share Resources” og “Outstanding Service”, hvor de hev service-prisen i hus.
Juryen lagde i sin begrundelse vægt på innovation:
“Børn vokser, tøj vokser ikke. Det er den enkle forretningsidé bag Vigga, som er en gennemtænkt serviceydelse og samtidig et banebrydende bud på, hvordan design og produktudvikling kan integreres med et deleøkonomisk koncept. Vigga tager med nytænkning og mod livtag med udfordringerne i en konservativ branche og viser, hvordan der kan spares ressourcer inden for en af verdens mest miljøbelastende industrier. Med høj kvalitet i børnetøjets design og materialer tilbyder Vigga udover en innovativ serviceløsning også en æstetisk oplevelse.”
Hvad der startede som et cirkulært koncept for børnetøj i 2014 udviklede sig til også at omfatte ventetøj til gravide i 2016, og på blot få år har virksomheden hostet ros og anderkendelse.
”Da vi for tre år siden tegnede de første skitser til vores cirkulære abonnementsservice, synes vi, at vi havde lavet et nyskabende koncept, der virkelig gav mening. Spørgsmålet var bare, om forbrugerne var klar til det? I dag kan vi se tilbage på to fantastiske år, mere end 100.000 stykker cirkuleret tøj og en samlet ressourcebesparelse på syv millioner liter vand. Og at vi så vinder en Danish Design Award understreger bare følelsen af, at vi med Vigga er lykkedes med at skabe et bæredygtigt og attraktivt alternativ til den meningsløse brug-og-smid-væk kultur,” siger Vigga Svensson, medstifter og direktør for Vigga.
Danish Design Award er ikke en ny scene for Vigga, der også var nomineret til priser sidste år i kategorierne ”Share Resources” og ”Clean World”. Hjemme på kaminhylden har Vigga også en pris fra Sustainia Awards i 2015, hvor virksomheden blev udvalgt som verdens mest bæredygtige løsning inden for modebranchen. Vigga fik derudover titlen som det mest innovative forretningskoncept inden for detailhandel i 2015 under Retail’s BIG Show i New York.